Abonnementsartikel

Der er masser af sunde landbrugsbedrifter i landet - det skal vi huske at glæde os over midt i en hård krisetid. Det mener Maskinbladets chefredaktør Rasmus Dalsgaard. Læs Lederen fra den nyeste avis her.

Landbrugets økonomi er vist ved at gå helt i sort, hvis man skal tro mediemøllens mange negative indslag.

Og mange af erhvervets repræsentanter holder sig ikke tilbage og hælder nærmest benzin på bålet.

Landbrug & Fødevarer har da også taget den storstilede kampagne af bordet om fremtiden, der ikke er så sort, som den har været. Så dette positive mantra er også forstummet. Det er nok ganske fornuftigt, da det vist aldrig har set mere sort ud for ret mange selvstændige landmænd.

Men set i det lys, var det ganske opløftende at overvære Nykredits landbrugsdirektør, Poul Erik Jørgensens tale på den netop overståede svinekongres i Herning.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Her kritiserede han skarpt den negative kommunikation fra landbruget, for han mener slet ikke, det ser så slemt ud.

- Fortæl, at en væsentlig del af landbrugene har en indtjening, så de fleste ansatte lønmodtagere er misundelige, sagde Poul Erik Jørgensen blandt andet og satte tal på erhvervets aktiver, som langt overstiger den samlede gæld.

- Landbrugets gæld er ikke jeres problem, hvis I ikke selv er ramt, sagde Poul Erik Jørgensen også.

Den negative kommunikation og fokusering på den dårlige økonomi blev på kongressen forsvaret med, at det er nødvendigt at fortælle de negative historier, fordi der er brug for et politisk pres.

Det blev forklaret af svineproducent Peter Kjær Knudsen, som fra salen sagde, at han havde været med til at formulere denne del af formand Erik Larsens formandsberetning.

Spørgsmålet er bare, om budskaberne i det lange løb bider på politikerne, hvis man ikke husker at få nuancerne med?

Som Poul Erik Jørgensen dokumenterede, går det faktisk udmærket for mange landmænd. Og han sagde også, at man selvfølgelig skal håndtere midlertidige udsving, som eksempelvis de aktuelt lave mælkepriser. Det skal ske i samarbejde med den finansielle partner. Og det er ifølge Poul Erik Jørgensen ikke de midlertidige udsving, som lukker veldrevne landbrug.

Med andre ord er der masser af fremtidsperspektiv i de mange sunde, danske landbrugsbedrifter. Det skal vi trods alt huske at glæde os over midt i en landbrugskrise, som er rigtig hård ved mange.