Årets høst af æbler er inde i den afsluttende fase, hvor man lige nu er i gang med de sene sorter ude hos de professionelle avlere.

Allerede nu kan der dog gøres en foreløbig status, og det har været en sæson, som både producenter og æbleelskere kan være godt tilfredse med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortæller frugtavlskonsulent Maya Bojesen fra GartneriRådgivningen, der rådgiver en del af de danske æbleproducenter.

- Vi har fået en mængdemæssigt fin høst med flotte æbler, der samtidigt er sprøde, saftige og velsmagende. Der er tale om et fornemt dansk æble-år, lyder konklusionen fra Maya Bojesen.

- Det kunne potentielt give problemer, at foråret var relativt fugtigt og koldt, men da blomsterknopperne blev dannet sensommeren sidste år, hvor det var varmt og solrigt, så fik vi alligevel en rig blomstring i år.

En sommer som i år med både regn og sol er til gengæld med til at give æblerne friskhed og karakter.

-Slutresultatet er sprøde og saftige æbler. Jeg vil sige, at det er danske æbler, som danske æbler skal være, siger Maya Bojesen.