Flere års faldende produktion af slagtesvin i Danmark får Danish Crown til igen at tilpasse slagte-kapaciteten på de danske svineslagterier.

Bestyrelsen for DC Pork har i dag indstillet til, at en væsentlig del af slagte-kapaciteten på slagteriet i Ringsted nedlægges hen over sommeren 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er lagt op til, at slagteriets kapacitet skæres ned med ca. 15.000 slagtesvin om ugen, og tilpasningen kommer til at berøre ca. 280 medarbejdere.

- Vi har igennem længere tid kørt slagtesvin på tværs af landet for at fylde kapaciteten på slagteriet i Ringsted, og det er ikke nogen fornuftig løsning. På Sjælland produceres der i dag ikke et antal slagtesvin, som kan retfærdiggøre et slagteri af den størrelse, forklarer produktionsdirektør i Danish Crown Søren F. Eriksen.

Produktionen falder

Produktionen af danske slagtesvin falder fortsat, og det betyder, at der er for meget kapacitet på de danske slagterier i Danish Crown.

- Det giver kun mening at skære kapacitet ned, hvis vi gør det samlet, og faktisk er det første gang, vi lukker et halvt slagteri. Men Ringsted er sådan indrettet, at slagteriet i dag kører på flere slagtelinjer end andre slagterier. Derfor kan vi fysisk fjerne to slagtelinjer, så der samtidig spares på vedligehold og andre faste udgifter. I sidste ende handler det om at sikre, at ejerne får den bedst mulige afregning af deres grise, så vi bevarer slagtesvineproduktionen, siger Søren F. Eriksen.

De to slagtelinjer nedlægges i to trin. Den første midt i juni og den anden midt i september i år. Skulle produktionen af slagtesvin igen stige på Sjælland, gør løsningen det muligt at øge kapaciteten på slagteriet - eventuelt ved indsættelse af aftenhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I overensstemmelse med aftalerne i forbindelse med nedlæggelse af arbejdspladser vil der blive oprettet en jobbank og udarbejdet socialplaner for den enkelte medarbejder i forbindelse med lukningen.