Abonnementsartikel

Fire nye modeller udvider F-serien i fem tons segmentet.

Case Construction har en ambition om at styrke sin position på markedet for kompakte læssemaskiner. Det skal blandt andet ske ved at bringe nye topmoderne maskiner på markedet, og forleden blev fire nye modeller i F-serien lanceret.

De nye maskiner skal direkte afløse deres forgængere i E-serien, og ændringerne begrænser sig ikke til kategorien "opdatering".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos den danske importør S.D. Kjærsgaard er direktør Palle Kjærsgaard meget begejstret for de nye maskiner, og han har allerede udset sig to særlige modeller, som han finder meget interessante for det danske marked.

Effektiv hydraulik

De fire nye maskiner i F-serien er navngivet 21F, 121F, 221F og 321F. På Conexpo messen i Las Vegas tilbage i marts sidste år blev en tidlig udgave af 321F vist frem.

Nu er den 6,5 tons tunge maskine klar til produktion, og er det for meget maskine til ens behov, kan man finde løsninger i de mindre modeller ned til 21F med sine 4,4 tons.

Læssemaskinerne fik ved lanceringen tilknyttet flere positive slagord, og de vil ifølge Case "sætte nye standarder for produktivitet, alsidighed, komfort og lave driftsomkostninger". Men hvordan kommer sådanne fine formuleringer så konkret til nytte for slutbrugeren?

Først og fremmest er de nye maskiner udstyret med et nyt højeffektivt hydrauliksystem. En "high flow"-funktion, som er tilgængelig i modellerne 221F og 321F, øger olieflowet fra 70 til 130 liter i minuttet, hvilket giver mulighed for at anvende kraftige redskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man kigger under motorhjelmen, finder man hos alle fire modeller en hydrostatik transmission, som sikrer modeller 221F og 321F en tophastighed på 33 km/t.

Lavere højde

Case har også arbejdet med vægten i den forstand, at de nye læssemaskiner har en større løftekapacitet end sine forgængere. Eksempelvis kan den mindste model 21F XT løfte op til to tons, hvilket er 400 kilo mere end sin forgænger 21E.

Knækledet og akslerne er bygget til optimal stabilitet, hvilket igen øger førerens komfort.

Ved præsentationen blev der lagt vægt på maskinernes højde, eller rettere lavere højde. Førerhuset er blevet sænket for at forbedre fremkommeligheden samt især lette transporten. Med det nye lavere førerhus kan 21F og 121F knibe sig under en højde på 2,5 meter, hvilket gør, at de uden problemer kan lastes på en maskintrailer og alligevel passere under en bro med en frihøjde på fire meter.

Case's "all-in-one" joystick er standard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stort marked i Danmark

Palle Kjærsgaard mente allerede under Conexpo, at modellen 321F ville blive en meget attraktiv maskine for det danske marked, og efter han selv har haft lejlighed til at arbejde med maskinerne, er hans begejstring ikke mindsket.

- Med de nye maskiner vil Case få en mere betydende plads i kategorien af læssemaskiner +/- fem tons. Markedet er nærmest umætteligt efter den slags maskiner, og der kan laves flere kundespecifikke løsninger. De bliver en betragtelig større del af vores salg, forventer Palle Kjærsgaard.

Han er især begejstret for modellen 321F.

- Man er godt tilpas i den, og den har en hurtig og effektiv hydraulik. Det er, som om Case har taget de bedste fra de større, populære maskiner og givet liv til de små.