Skamstrup Maskinstation har valgt at udskifte en rendegraver med en ny Case CX80C gravemaskine og udskifte fem gummihjulslæssere med fem nye Case 721F. Maskinerne er leveret af S.D. Kjærsgaard, der importerer og forhandler Case Construction i Danmark.

- Gravemaskinen skal primært anvendes i entreprenørafdelingen bl.a. til oprensning af grøfter og ved kloakarbejde i byområder. Det er den rigtigt velegnet til med sin korte svingradius. Vi vælger en gravemaskine i stedet for en rendegraver af et andet fabrikat, fordi erfaringen siger os, at en gravemaskine kan køre væsentligt flere timer uden problemer. Det er som om en gravemaskine mere er fremstillet til det hårde arbejde, siger indehaver Torben Kamp, Kamstrup Maskinstation i Nordenskov i nærheden af Varde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gravemaskinen er på stålbælter med gummibelægning, så den er velegnet til at køre på befæstede arealer uden at ødelægge belægningen.

Fem læssemaskiner

Udskiftningen af læssemaskiner kommer, fordi Skamstrup Maskinstation har fem maskiner, der har kørt i syv-otte år i op til 1.500 timer om året, og dermed trænger til udskiftning. Maskinerne anvendes i maskinstationen til ensilering og i entreprenørfirmaet til afrømning af muld, læsse i knuser, læsse på lastbiler, og hvad der ellers byder sig i et entreprenørfirma.

- Vi har været rigtigt glade for de fem Case maskiner. Der er stort set ikke skruet på dem, og der er brugt meget få montørtimer. Da vi skulle skifte, havde vi forskellige fabrikater på prøve, og de nye Case-maskiner faldt i førernes smag. Det handler selvfølgelig om førerkomfort, men også om, at de synes, at hydraulikken er hurtig, og så er de stærke på hjulene, siger Torben Kamp.

- På forhånd fik vi at vide, at vi ville spare en masse brændstof, men den slags målinger er jeg altid lidt skeptisk overfor. Her må jeg bare erkende, at det er rigtigt. Vi har fået en enkelt af de nye leveret, og den kører to-tre timer længere på en tank end de gamle ved samme arbejde. Det lavere dieselforbruget er en rigtig vigtig faktor i vores økonomi, siger han.

Skamstrup Maskinstation har ca. 25 medarbejdere på landsbrugssiden og ni medarbejdere på entreprenørdelen. Landbrugsmaskinstationen arbejder bredt med alle typer markarbejde som ensilering, høstarbejde, jordbearbejdning, såning og gylleudbringning.