Flid, sparsommelighed, god rådgivning, en seriøs forretningsplan og ikke mindst en partner, der er med på livsstilen i landbruget.

Det var nogle af stikordene fra Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, da han gav 100 unge gode råd om det at etablere sig som landmand på Heden & Fjordens nyetableringskonference i Herning. Her fik de unge gode råd om mulighederne og udfordringerne ved at etablere sig som selvstændige landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fik blandt andet at vide, at den aktuelle krise til trods så ser fremtiden som selvstændige landmænd lys ud på den lange bane. Her blev der peget på det voksende befolkningstal, en stigende efterspørgsel på kvalitetsfødevarer og klimaet, der vender sig gunstigt i forhold til Danmark.

Mange muligheder

- Der er rigtig mange muligheder for at komme i gang - også med en fornuftig indtjening. I er en eftertragtet vare, sagde Morten Dahl Thomsen, chefrådgiver i Heden & Fjorden, idet han refererede til det faktum, at under tre procent af de danske landmænd er yngre end 35 år, mens andelen af landmænd over 65 år nærmer sig 25 procent.

I løbet af dagen havde indlægsholderne stort fokus på de muligheder, der er for at blive godt etableret, og Heden & Fjordens nyetableringskoncept blev også introduceret. Omkring 40 unge har indtil videre deltaget i konceptet og er enten etableret eller i færd med at blive det.

- Det er vigtigt for os at klæde jer godt på i processen frem mod etablering. I processen går vi tæt på jer, og det er derfor vigtigt, at I er proaktive og virkelig brænder for netop jeres individuelle mål om at blive selvstændige landmænd, lød det fra Jacob S. Rossen, virksomhedsrådgiver i Heden & Fjorden.

Rådgivningscentret tilbyder op til 15 gratis rådgivningstimer, og adgangsbilletten er et ansøgningsskema med spørgsmål vedrørende strategi og taktik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konferencedeltagerne blev også inviteret til tre gratis temaaftener i foråret, hvor de blandt andet kan høre mere om finansiering og køb af ejendom.