På grund af besparelser, og ikke på grund af driftsmæssige problemer eller lignende, er det blevet annonceret, at der vil ske en nedtrapning af aktiviteterne på Jyndevad Forsøgsstation. Det oplyser Aarhus Universitet.

- Nedtrapningen sker, så igangværende forsøg afsluttes i løbet af de kommende fire år. Dog vil nogle aktiviteter kunne fortsætte udover de fire år, såfremt der er midler til det, siger institutleder Erik Steen Kristensen fra Institut for Agroøkologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gælder bl.a. forsøg med pil og poppel samt aktiviteter, der udføres i relation til "Varslingssystemet for Udvaskning af Pesticider til Grundvandet" (VAP).

Jyndevad er anlagt på sandjord og er specialiseret i sandjordsdyrkning - især forsøg med vanding, kartoffeldyrkning og økologisk dyrkning.

Institut for Agroøkologi vil fortsat gennemføre forsøg på disse områder, men de vil fremover foregå på eller i nærheden af Foulum ved Viborg, hvor hovedparten af instituttets forskere og studerende befinder sig.