Tre nye professorer og en ny såkaldt adjungeret professor er forleden føjet til listen af professorer i Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. Oprettelsen af flere professorater sker for at fremme en bæredygtig udvikling gennem forskning i agroøkosystemer.

- Professoraterne betyder, at vi endnu bedre kan profilere vigtige forskningsområder inden for agroøkologi. Vi kommer til at stå stærkere i den internationale konkurrence både med hensyn til vores faglige profil og til mulighederne for at tiltrække forskningsmidler, siger instituttets leder Erik Steen Kristensen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Instituttet har i forvejen fire professorer og kommer nu op på syv professorer plus en adjungeret professor. Men planen er, at instituttet skal have i alt 10 professorer i 2014. Allerede nu er Erik Steen Kristensen i færd med at slå tre-fire nye professorstillinger op.

Egne folk

Forskerne i instituttet har i mange år været en del af det tidligere Danmarks JordbrugsForskning (DJF), en forskningsinstitution indenfor fødevarer og jordbrug, men nu hører de under Aarhus Universitet.

Der var flere ansøgere til stillingerne.

- At vi kunne bemande dem med vores egne folk viser, at vi i instituttet har dygtige forskere på et højt internationalt niveau, siger Erik Steen Kristensen.

De tre nye professorer og den adjungerede professor er Per Kudsk, professor i integreret plantebeskyttelse, Mathias Neumann Andersen, professor i afgrødevidenskab og styring af vandressourcer, Jørgen Eriksen, professor i næringsstofomsætning i agroøkosystemer, Birgitte Skadhauge, adjungeret professor i tilpasning af byg til industrielle behov i ændret klima.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nye professorer holder tiltrædelsesforelæsninger i AU Foulum den 27. september 2013 og i AU Flakkebjerg den 4. oktober 2013.