Det passer ikke, at Videncentret for Landbrug modtager 570 millioner kroner om året fra landbrugets promilleafgiftsfondee, som formand Flemming Fuglede sagde i sin beretning til Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling onsdag. Det fastslår Sven-Aage Steenholdt, formand for Videncentret.

- Tallet, der fremgår af beretningen, som er offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside, ligger meget langt fra virkeligheden. Promilleafgiftsfondene bevilgede for 2014 cirka 90 millioner kroner til VFL. Det svarer til cirka 14 procent af vores samlede omsætning på forventet 626 millioner kroner. Procentsatsen af vores omsætning, der stammer fra fondene, har for øvrigt ligget stabilt i en årrække, siger Sven Aage Steenholdt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger, at tallene er frit tilgængelige på VFL's hjemmeside.

Videncentrets primære indtægtskilde er salg og brugerbetaling, som tegner sig for to tredjedele af indtægterne.

- Det vil sige ydelser, hvor der er en konkret kunde i den anden ende, som tager stilling til om ydelsen er pengene værd. Vi må formode, at kommuner, rådgivningsselskaber og landmænd, der køber VFLs it-produkter, regnskabssystemer eller andre ydelser synes, at de er pengene værd. Ellers ville de næppe købe dem, siger Sven Aage-Steenholdt.