Torsdag var sidste træningsdag for de to danske VM-pløjere, Flemming Thorsager og Søren Korsgaard, der i dag fredag skal i gang med konkurrencerne.

- Flemming Thorsager startede dagen med at hente nogle træk med fokus på at få lavet nogle perfekte furer i stubjorden. Pløjedybden skal være mellem 16 og 20 centimeter, men vi forsøgte at pløje i kun 13 til14 centimeters dybde for at teste, om det kunne blive en så meget bedre fure, at det kunne betale sig i forhold til at miste op til 10 point i dybden i forhold til de maksimale 240 point, som der kan opnås, fortæller træner Jens Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men konklusionen blev, at der pløjes i 15 til 16 centimeter dybde, og så håber vi på, at dybdemåleren måler nogle ”gode steder”, så vi undgår strafpoint.

- Bredden på furen blev også forsøgt justeret helt ned til 27,5 centimeter bredde. Men så blev furerne ikke markerede nok – ja, det kom nærmest til at ligne en harvet mark, og det er jo ellers lige i en canadisk farmers ånd, siger Jens Iversen.

- Konklusionen bliver, at furebredden bliver små 30 centimeter og med meget lidt afstrygning med furestrygerne. Det gav det mest tilfredsstillende resultat – i hvert fald set med danske øjne, siger den danske pløje-træner.

Endelig fungerede flækningen

Søren Korsgaard kæmpede torsdag med flækning.

- Søren lavede verdens længste flækning i dag. Det blev i hvert fald den, der har taget længst tid. De 50 meter tog en time og tre kvarter, fortæller Jens Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var jo ikke for sjov, men det drillede. Rulleskæret ville arbejde som en amerikansk tallerkenharve i den modbydelige klæbrige jord. Så på de 50 meter blev der skiftet skær fire gange, arbejdsdybden blev ændret mange gange.

- Men det lykkedes ikke, før vi stod i forageren og kom på den idé, at det bagerste plovlegeme skulle drejes lidt til højre. Det er en mulighed, som Søren har lavet specielt på hans plov. Det blev testet i forageren, og så fungerede det endeligt, fortæller træneren.

- Ellers fik Søren også trænet furelægning, et tilbagekast og en afslutning. De var ikke perfekte, men Søren ved præcis, hvad der skal gøres i morgen for at gøre det perfekt, lyder trænerens sidste melding, inden det bliver alvor.

Der har der været lodtrækning om stykkerne, og de danske pløjere fik nummer 15 og 39.