Juhuuu, nu begynder det at endelig at gå fremad, lyder den optimistiske melding fra det danske pløjeteam, der er i træning i Canada forud for VM i pløjning feredag-lørdag.

- Grønjordstræningen er afsluttet med fornuftigt resultat, og starten på stubjords træningen er gået godt, konkluderer træneren, Jens Iversen, der fortsætter sin daglige rapport fra pløje-lejren:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De nye forplovsplader, som Søren Korsgaard har fået monteret, resulterede i en betydelig forbedring af furelægningen. De nye forplove kan komme mere på spidsen og mere på skrå, sådan at de bedre kan skære de kæmpe hundegræs-totter af. I troen på at vi ikke har trukket det bedste stykke træningsjord, har vi troen på, at der er styr på furerne i grønjorden, siger Jens Iversen.

- Belært af den besværlige furelægning i grønjorden startede Søren Korsgaard stubjordstræningen med bare at trække nogle furer fra den ene side for at være sikker på, at furelægningen er i orden – derefter kan der så trænes start og afslutning og kilepløjning – hvis der er mere jord tilbage.

- Med forskellige småjusteringer fik Søren faktisk furene til at ligge helt godt, selvom jorden varierede utroligt meget på de 50 meter lange træk. Der var lige fra gul lerjord til en sort fed humusjord, som der vil hænge på alting.

Søren Korsgaard erklærede sig tilfreds med dagens træning.

Torsdag er sidste træningsdag

- Flemming Thorsager fik lavet et par afslutninger i grønjorden. De var nu ikke specielt gode, men der blev styr på, hvordan det skulle gøres, og det er da også det vigtigste, for så skal han bare gøre det sådan på lørdag. Beretter træneren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Furelægningen er også nogenlunde nu efter, at forplovene er blevet slebet skarpe som en kniv. I eftermiddag kom det til at køre helt fantastisk godt for Flemming i stubjorden. Han har lavet to gode flækninger og sammenkast ovenpå, og det ser ud til, at der også er styr på, hvordan furerne skal laves.

- Vi har heller ikke været uheldige med lodtrækningen her – det er en fornuftigt jord at køre på. Det er dejligt at slutte af med godt jord, så pløjerne kan komme i bedre humør, før konkurrencen fredag og lørdag, slutter Jens Iversen fra træningsmarkerne.  

I dag er det sidste træningsdag i marken, og så skal materiellet gøres klar til konkurrencen.