De køber stort ind hos Yding Grønt i Østbirk. I hvert fald når det gælder nye vandingsmaskiner, hvor virksomheden også ser en stor fordel i at købe flere identiske produkter fra en kendt leverandør. Det er noget af baggrunden for, at Yding Grønt forleden fik leveret yderligere seks nye vandingsmaskiner fra Fasterholt Maskinfabrik. Og for resten bestilte man i samme forbindelse lige fire nye traktorer.

De nye vandingsmaskiner, der er købt hos Jøla Maskincenter i Brædstrup, er alle af modellen Bording 5TT med 440 meter 90 millimeter slange. Det er en størrelse, som passer til stort set alle Yding Grønts marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så er det lige meget, hvilken én de tager, når de stiller op, og det letter det daglige arbejde meget, vurderer salgschef Steen Alexandersen fra Fasterholt Maskinfabrik.

Med de seks nye har Yding Grønt nu 22 Bording maskiner. Behovet er vokset i takt med, at Yding Grønt har udvidet arealet, ligesom det også skyldes almindelig udskiftning for at holde maskinerne opdaterede og undgå de store reparationer. Vandingsmaskinerne bliver brugt temmelig meget i en virksomhed af den slags. En anden stor fordel ved, at vandingsmaskinerne er ens, er også, at det er de samme reservedele, der skal bruges, ligesom det gør det nemmere for medarbejderne kun at skulle kende til funktionerne i et enkelt produkt frem for flere.

Fire traktorer

Søren Flink Madsen, indehaver af Yding Grønt fortæller, at de to af vandingsmaskinerne er udskiftning, og at man dermed har udvidet med fire vandingsmaskiner for at kunne vande mere i de ekstreme perioder.

- Det betyder også, at vi ikke behøver at flytte så meget rundt på maskinerne. I en virksomhed som vores er det typiske jo, at vi vander mange gange, men med lidt vand, så det betyder meget at få færre flytninger, siger Søren Flink Madsen, indehaver af Yding Grønt, der i dag har omkring 200 hektar, udelukkende med salat.

Søren Flink Madsen købte de seks nye vandingsmaskiner hos Jøla Maskincenter i Brædstrup, hvor Erik Pedersen glæder sig over at have en kunde som Yding Grønt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har handlet med Søren i 10-12 år og også solgt ham de øvrige vandingsmaskiner. Og i forbindelse med købet af de seks nye Bording maskiner, bestilte han også fire nye traktorer til levering i maj. Det er fire Massey Ferguson 5455'ere, siger Erik Pedersen.

Vokseværk

Yding Grønt er en familievirksomhed, som nu drives af anden generation. Det begyndte i 1973 med traditionelt landbrug, men efter nogle år slog man ind på grønsagsproduktion med rosenkål, kinakål, bladselleri og blomkål og senere icebergsalat. I 1994 oprettede Ejgil Flink Madsen og hans søn, Søren, et I/S og øgede produktionen kraftigt. Nu omfattede produktionen icebergsalat, kinakål, bladselleri og specialsalater. To naboejendomme blev forpagtet. Der blev plantet ca. seks kilometer læhegn samt etableret en ny markvandingsboring på en af de forpagtede ejendomme, og i 1995 købte Yding Grønt endvidere nabogården Bechsminde.

I slutningen af 1999 skete et generationsskifte, da Søren Flink Madsen overtog virksomheden. Yding Grønt leverer egne produkter - udelukkende salat - til butikker i den danske sæson, og i vinterperioden importerer virksomheden produkterne fra samarbejdspartnere i det sydlige Europa.