Støj er en del af hverdagen på mange arbejdspladser, men især på hospitaler og slagterier er støjen så voldsom, at Arbejdstilsynet er inde og give påbud eller forbud. For hver 100 gange, Arbejdstilsynet sidste år besøgte et slagteri, blev der i 14 tilfælde givet en anmærkning om støj.

Dermed er slagteribranchen næsten på niveau med hospitaler, hvor der blev givet 15 påbud pr. 100 besøg, men disse to branchers påbudsniveau ligger på det dobbelte af den branche, som kommer ind på tredjepladsen. Det er politi, fængsler og beredskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hårde vægge

Ifølge fagforeningen 3F har slagteribranchen svært ved at komme støjen til livs.

- Vi ved, at det er en branche, som har svært ved at støjregulere, fordi der samtidig er nogle hygiejnekrav, som skal overholdes. Man bliver nødt til at have vægge med hårde materialer, som er lette at gøre rene, men de sender lyden fra maskiner tilbage, og derved opstår der støj, siger Palle Larsen, arbejdsmiljøpolitisk konsulent hos 3F til Ugebrevet A4.

Tre-årigt forsøg

På Danish Crowns slagteri i Rønne forsøger de aktivt at gøre noget ved problemet. Slagteriet er med i et treårigt forsøg, som skal mindske støjen.

- Vi har lavet en total støjkortlægning for samtlige arbejdspladser, for at se hvordan belastningen er for den enkelte medarbejder. Med kortet i hånden kan vi bedre udpege, hvad som larmer og hvordan vi kan ændre det, fortæller miljømedarbejder Sussi Bjerregaard til DR Bornholm.

Mennesker og maskiner

Sussi Bjerregaard vurderer både støj fra maskiner og den støj, som mennesker forårsager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Pallen, der smides og ikke lægges let, er et eksempel på unødvendig støj, som let kan reduceres, siger Sussi Bjerregaard.

En af de brancher, som ligger helt i bund hvad støjpåbud angår, er i øvrigt - måske lidt overraskende - metal- og maskinbranchen, hvor der er 3,6 gange ved hver 100 besøg af Arbejdstilsynet bliver påpeget problemet med støj.