Skindudstillingen er pelsdyravlernes parallel til de andre landmænds dyrskuer. Her udstiller leverandører til pelsdyrerhvervet maskiner, inventar og alt andet til faget hørende, og samtidig udstilles cremen af danske og udenlandske mink-, ræve- og chinchillaskind. 

Over 6.000 gæster ventes at besøge Kopenhagen Fur International Skindudstilling. De fleste gæster er fra Danmark, men der kommer pelsdyravlere fra hele verden. Danmark er globalt centrum for pelsdyravl, og det betyder, at vi foruden en stor produktion af pelsskind også har en stor følgeindustri. Denne følgeindustri eksporterer inventar og maskiner til andre pelsproducerende lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har haft et rigtig godt år med høje priser, og derfor forventer udstillerne på Kopenhagen Fur International Skindudstilling stor investeringslyst, siger kvalitetschef Bjarne Rasmussen, Kopenhagen Fur.

Kopenhagen Fur Skindudstilling åbner torsdag den 24. marts kl. 9.30 og slutter lørdag den 26. marts kl. 16. Udstillingen finder sted i Messecenter Hernings hal M.