Samarbejdet med Landsforeningen af Danske Svineproducenter og den tilsvarende forening for mælkeproducenter blev fremdraget på generalforsamlingen torsdag eftermiddag i Bæredygtigt Landbrug.

Formanden, Flemming Fuglede Jørgensen fremhævede den større viden og erfaringsbase, de tre organisationer kan række på, og sammen udgør de er meget stor del af den danske landbrugsproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tegner os for en samlet medlemsskare på over 6000 medlemmer og med en produktionsandel på 65-70 procent af landbrugsproduktionen i Danmark, noterede Flemming Fuglede Jørgensen i sin beretning.

Bidrag til stævninger

Selv tæller BL 4.080 medlemmer, der hver især har indbetalt et kontingent på 2.400 kr. Derudover har de fleste bidraget ekstra for at Bæredygtigt Landbrug har kunnet stævne staten. Men Flemming Fuglede Jørgensen mente også, at medlemmerne har fået noget for pengene:

- Hvis vi ikke havde været her, ville Grøn Vækst (GV) havde været gennemført, hvor man skulle fjerne først 9.000 ton kvælstof, derefter 10.000 ton kvælstof – et urealistisk og umuligt mål. Vandplanerne var blevet gennemført med 7.200 kilometer vandløb uden vedligeholdelse og dermed begyndende forsumpning, og ingen ville have løftet så meget som et øjenbryn over en randzonelov, der ud over næsten manglende miljøværdi ville have medført offentlig adgang på kryds og tværs af vore ejendomme, sagde BL-formanden.

Værdigheden er væk

- Sidst men ikke mindst var den sidste værdighed taget ud af den danske landmand, idet man fra centralt hold ville bestemme, hvad man skulle så, og hvor man skulle så, og om man måtte gøde, og hvornår det eventuelt skulle gøres.

- 20 års usandheder om erhvervet ville have fortsat med uformindsket styrke. For hele lovkomplekset GV var på det tidspunkt, BL skabtes, en realitet bakket op af landbrugets hovedorganisation med Ny Grøn Vækst, konkluderede Flemming Fuglede Jørgensen på generalforsamlingen i Middelfart.