Fødevareforbundet NNF køber ikke umiddelbart arbejdsgivernes præmis om, at de ikke kan skaffe ansatte til slagterierne, og at de derfor er nødt til at hente dem i Polen.

- Det har været nemt og bekvemt for eksempelvis slagterierne at søge til Polen for at hente kvalificeret arbejdskraft til landet. I Danmark har vi ikke mange ledige slagteriarbejdere gående, men vi har en masse ledige gående, der med opkvalificering og oplæring kan blive rigtig dygtige slagteriarbejdere, fortæller afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Horsens-Vejle Kjeld Nielsen ifølge NNFs nyhedsbrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Horsens og Ringsted

Mens Danish Crowns slagteri i Horsens gerne vil tage danske ansatte ind og lære dem op, vælger DC-slagteriet i Ringsted at hente arbejdere i Polen. Det er et udtryk for prioritering, mener Henrik Tonnesen, der er afdelingsformand for NNF på Sjælland og Øerne.

- Faglært arbejdskraft opstår jo ikke ud af den blå luft. Det kræver, at virksomhederne tager lærlinge ind, og dermed oplærer fremtidens arbejdskraft. Og her savner jeg i den grad Danish Crown, siger Henrik Tonnesen til NNFs nyhedsbrev.

100 lærlinge

Nyhedsbrevet oplyser, at mens der arbejder 4.500 slagteriarbejdere på landets fire største slagterier, har de kun omkring 100 lærlinge.

- Hvis Danish Crown ikke selv tager et ansvar for at sikre fødekæden af faglært arbejdskraft, hvordan i al verden tror de så, at vi kan skaffe den, spørger Henrik Tonnesen.