Tillidsmændene i NNF har i dag meldt ud, at de anbefaler slagteriarbejderne i Danish Crown, at de skal være med til at redde danske arbejdsplader ved at gå ned i løn og derved være med til at finansiere nye stalde til produktion af tre millioner svin.

- Det er - som NNF-forbundsformanden Ole Wehlast nævnte i pressen - nytænkning for at fastholde 1000 danske industriarbejdspladser. I Sønderjysk Landboforening finder vi, at det er et overordentligt stærkt signal, om at slagteriarbejderne og landmænd har fælles interesse i at fastholde og stoppe nedgange i en solid dansk råvareproduktion af danske landbrugsråvarer til vores fødevareindustri, siger landboforeningens formand Christian Lund og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et signal om, at vi i Danmark gerne vil stå sammen om at fastholde landbrugs- og fødevareindustriarbejdspladser.

Han glæder sig over det sammenhold, slagteriarbejdernes tillidsmænd viser.

- Det er et sammenhold, som bærer den rigtig vej. Vi håber, at slagteriarbejderne bakker op om NNF-tillidsmændenes forslag. Det er et skridt i den rigtige retning for dansk fødevareindustris fremtid. Så gælder det om, at vi også kan få de nødvendige miljøtilladelser til at sikre en hurtig og effektiv proces, siger Christian Lund.