Landbrug & Fødevarer kan forvente at få medhold i det sagsanlæg mod staten omkring vandplanernes gyldighed, som organisationen har anlagt ved Vestre Landsret. Ifølge Landbrug & Fødevarer vil landsretten afsige en dom, som giver Landbrug & Fødevarer medhold.

I december måned blev vandplanerne kendt ugyldige af Natur- og Miljøklagenævnet, og nu erkender Kammeradvokaten, der repræsenterer staten, at Landbrug & Fødevarer har vundet en af de to retssager, organisationen har anlagt mod staten om vandplanerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kammeradvokaten opgiver at kæmpe mere for staten vedrørende de vandplaner, som Natur- og Miljøklagenævnet underkendte som ugyldige. Det betyder kort og godt, at Landbrug & Fødevarer fik ret i, at vandplanerne er ugyldige, forklarer Håkun Djurhuus i en pressemeddelelse. Håkun Djurhuus er miljøadvokat og fører retssagerne for Landbrug & Fødevarer.

Seks måneders høring

Landbrug & Fødevarer anser det som et meget klart signal til myndighederne om, at vandplanerne skal følge regler og procedurer, der blandt andet betyder høringsfrister på minimum seks måneder. Sejren er ifølge Landbrug & Fødevarer led i den samlede indsats, L&F lægger for dagen for at sikre erhvervet en gennemtænkt lovgivning, der ikke truer erhvervets eksistens.

Foreløbig er vandplanerne kendt ugyldige, kravet om 140.000 hektar efterafgrøder er udskudt et år, og myndighederne er lige nu ved at gennemgå 22.000 kilometer vandløb igen, da der i de første vandplaner var fejl i klassificeringen af vandløbene.

Klar med flere sagsanlæg

Håkun Djurhuus understreger, at det juridiske arbejde fortsætter.

- En ting er at vi nu uomtvisteligt har fået understreget, at de juridiske krav, som for eksempel høringsfrister, skal overholdes. Noget andet er selvfølgelig det faglige indhold af vandplanerne, som vi endnu ikke har haft lejlighed til at afprøve ved retten. Derfor skal det lyde klokkeklart herfra, at Landbrug & Fødevarer agter at anlægge endnu en retssag mod staten, såfremt de kommende vandplaner hviler på et ligeså skrøbeligt fagligt og juridisk fundament, som dem der netop er faldet til jorden, siger advokaten.