En enkel konstruktion med få bevægelige dele. Og samtidig et redskab, der nemt og effektivt udfører arbejdet. Det er nogle af de tillokkende kvaliteter ved Dalbo's MaxiCut tromle, der kunne være et nyttigt redskab for den seriøse majsavler.

Stub- og planterester skal hurtigt omsættes for at gøre klar til næste afgrøde. Det sker ved at neddele den og få den "smurt" ind i jord, så mikroorganismerne kan komme i gang med deres arbejde, uden at jorden mister sin næring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennem tiden er der brugt mange forskellige metoder med mere eller mindre avancerede maskiner til formålet.

- Dal-Bo har en metode, som både har høj kapacitet, og som kræver forholdsvis lille trækkraft, forklarer Kaj Pedersen, adm. Direktør for Dal-Bo i Randbøl.

Denne løsning på at indarbejde stub og afgrøderester i jorden er en tromle monteret med knive, som man kører hen over marken med høj hastighed. Derved sker den ønskede neddeling og indarbejdning i jordens overflade, hvor der er mikroorganismer og luft. Samtidig får man forebygget mod majsborebillen.

Seks meter bred

Tromlen består af en 600x7 millimeter ståltromle, som kan fyldes med vand. Beholderen er radialt forsynet med 15 sæt knive, hvor afstanden mellem dem er cirka 18 centimeter, så de kan skære og snitte planterester ned til den størrelse. Med en samlet vægt på over seks ton giver det et stort tryk på knivene, og det giver et "rent" snit.

- Knivene stikker 40 millimeter ud, og når man kører med over 18 kilometer i timen, løfter de jorden op samtidig med, at de skærer stubbe og andre planterester i stykker, forklarer Kaj Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På grund af den høje arbejdshastighed er tromleelementerne udsat for en enorm belastning. Derfor er maskinen som standard udstyret med en gennemgående 70 millimeter stålaksel samt store koniske rullelejer med dobbelte læbetætninger.

Den anbefalede arbejdshastighed med MaxiCut er 18-25 kilometer i timen, og det kræver en traktor med cirka 150 heste.

- Kapaciteten er 8-13 hektar i timen afhængig af markens størrelse, siger Kaj Pedersen.

Slagkraftigt alternativ

MaxiCut har en egenvægt på 4,3 ton, og den samlede vægt kan hæves til 6,1 ton ved at fylde vand i tromlerne.

Med sin høje vægt klarer MaxiCut at køre på alle typer jord og under de fleste forhold med en god bearbejdning.  Rammen er konstrueret af 10 millimeter rørprofil. To drejeskamler og en hydraulisk sammenklapning gør, at transportbredden er 2,6 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MaxiCut er ifølge producenten et slagkraftigt og enkelt alternativ til en mulcher - den er omkostningsbesparende og har en høj ydelse, når den skal snitte planterester. Efter høst af eksempelvis raps kan maskinen med fordel anvendes til første stubbehandling.

Endelig er den meget enkel i sin konstruktion og har få bevægelige dele, der kan gå i stykker, og derfor er den billig i drift.