Mange minkavlere klarer sig godt, og med en god indtjening følger en god likviditet. Men dermed gælder det også om at udskyde skatten mest muligt og fastholde sine likviditetsmæssige reserver. Det fortæller Palle Høj, der er chefkonsulent ved Hedens & Fjordens Landbrugscenter.

Han foreslår, at minkavlere får lavet en 10 eller 11 måneders opgørelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver et godt overblik over, hvor regnskabet for 2012 ender, og hvor meget der eventuelt skal indbetales inden nytår til pension eller skat, siger Palle Høj.

Foreløbig skat på 25 procent

Det allerbedste, minkavlerne kan gøre, er at spare op i virksomhedsordningen, hvor man kan nøjes med at betale en foreløbig skat på 25 procent.

- Vi har i landbruget i mange år arbejdet for en konjunkturudligningsfond, så vi kunne spare op i gode tider og trække nogle af disse penge ud igen i dårlige tider. Det har vi allerede i dag i opsparingsordningen i virksomhedsordningen. Det glemmer vi måske en gang imellem, men det er en særdeles god ordning for landbruget, hvor mange driftsgrene oplever svingende indkomster, siger Palle Høj.

Andre driftsgrene har oplevet underskud de seneste år, og Palle Høj fortæller, at virksomhedsordningen har fungeret godt og givet mange et likviditetsmæssigt input.

Hvis man skal købe ejendom eller afholde forbedringsudgifter, som der skal genanbringes i, skal aftale om køb med videre være indgået inden udgangen af 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overdragelse senest til januar

- Hvis der er planlagt familiehandel med en minkfarm til næste år, hvor det er meningen, at køber skal overtage en virksomhedsopsparing, skal overdragelsen af virksomheden ske den 1. januar 2013. De nødvendige forberedelser, i forbindelse med generationsskiftet, skal derfor være på plads inden nytår, siger Palle Høj.