Bæredygtigt Landbrug vurderer, at de vandplaner, der blev kendt ugyldige i sidste uge, har kostet samfundet over én milliard kroner. Det skriver Bæredygtigt Landbrugs direktør, Vagn Lundsteen, i sit ugebrev.

- Medarbejdere i kommunerne har formentlig brugt omkring 300.000-400.000 timer på vandplaner og vandhandleplaner. Svarende til 150 millioner kroner. Naturstyrelsen har vel brugt tilsvarende. Hele udarbejdelsen af vandplanerne har vel beslaglagt titusinder af timer hos Naturstyrelsen. Privatpersoner, der har sendt høringssvar, har vel brugt et sted mellem fem og 10 millioner kroner på høringssvar, skriver Vagn Lundsteen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pengene er spildt

Han tilføjer, at retssagerne har kostet ti millioner kroner og randzonekort 70 millioner kroner plus mange timers tilretningsarbejde.

- I alt har de nu aflyste vandplaner kostet det danske samfund mere end en milliard kroner. Penge der er spildt, da planerne nu skal laves om, skriver Vagn Lundsteen.

Den sidste tvivl er væk

Selv om Bæredygtigt Landbrugs direktør ærgrer sig over det spild, erklærer han sig nu som fuldstændig optimist på vegne af landbruget efter Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i sidste uge.

- Jeg er en uhelbredelig optimist. Alligevel må jeg erkende, at der en gang imellem opstår et gran af tvivl i mit sind om vi får ret, selv om vi har ret. Efter tirsdag den 4. december er den sidste tvivl væk, skriver Vagn Lundsteen.