Der er mange måder at hente inspiration på Agromek i denne uge. Ud over at kigge på for eksempel de mange store traktorer og maskiner kan der hentes faglig inspiration på Speakers Corner.

Her kan de besøgende sætte sig og hvile benene og samtidig blive tanket op med ny viden. Oplæggene varer 20-45 minutter, og der kræves ingen tilmelding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med Speakers Corner vil vi gerne give besøget på Agromek en ekstra værdi. Vi tror, at de mange forskellige oplæg kan være en appetitvækker, når gæsterne ser og hører om de mange projekter, der arbejdes med hos de virksomheder og organisationer, der stiller op, siger Agromeks projektchef Mona Jakobsen.

Det er et meget bredt program, der bydes på i Speakers Corner i hal D.

Det rækker lige fra Økologisk Landsforening, der stiller spørgsmålet om solceller og vindmøller kan betale sig til Susanne Pejstrup fra Videncentret for Landbrug, der beretter om styring af en stor mælkeproduktion i blandt andet USA.

Men der er også emner som krydsningsavl i kvægholdet, efterafgrøder, bremsesikkerhed og nye intelligente teknologier til stald og mark. Og en af de danske landmænd, der har valgt at arbejde uden for landets grænser fortæller om livet som Farm Manager i et dansk landbrugsselskab i Ukraine.

Videncentret for Landbrug har et indslag om Årets Projekt inden for emnet ”Løft Bundlinjen”. Der er fire nominerede projekter, og her vil moderator Anders Søgaard, Landbrug & Fødevarer få tilhørerne til at medvirke til at udpege Årets Projekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agromek står for Speakers Corner i samarbejde med Videncentret for Landbrug, Agro Business Park, Økologisk Landsforening, Maskinleverandørerne og Danish Farmers Abroad.

Hele programmet kan ses på agromek.dk.