Danske økologiske æg er populære blandt både danske og tyske forbrugere. De seneste år er markedsandelen for økologiske æg steget fra 14 til knap 20 procent i Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Paradoksalt nok, så er salget af de økologiske æg steget betydeligt under den økonomiske krise og i øjeblikket kniber det faktisk med at efterkomme efterspørgslen, fortæller Niels Finn Johansen, konsulent i Videncentret for Landbrug, Fjerkræ, til vfl.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2011 er der desuden kommet gang i en eksport af økologiske æg til Tyskland, hvor salget af økologiske æg steg med 32 procent i 2011. En del af disse æg kom fra Danmark.

- Det er uklart om denne eksport vil vokse sig stor, men det tyske marked er jo stort, så mulighederne er der. Så alt i alt er der et stort behov for udvidelse af den danske økologiske ægproduktion. En hurtig vurdering er, at der i øjeblikket mangler 50.000 økologiske hønepladser i Danmark, og fortsætter stigningen i efterspørgslen vil behovet fremadrettet være endnu større, siger Niels Finn Johansen.