Der var spænding til det sidste i Væxtfaktorfinalen på DR1 onsdag aften, hvor tre kandidater stod tilbage blandt de oprindelige 27 deltagere fra de ni DR-distrikter. Vinderen blev virksomheden Daintel, der har udviklet et specielt journalsystem til hospitaler.

Blandt de sidste tre deltagere i finalen var også Ole Green fra virksomheden Webstech, der gik videre fra Midt– og Vest-distriktet med sin innovative trådløse sensorteknologi til overvågning af afgrøder og anden biomasse på lager i landbrug og fødevareindustrien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Webstech fik en flot anden plads foran Skagen Food, og det kom frem i finalen, at Webstech var seernes favorit med et overbevisende antal af seerstemmerne i afstemningen på DR's hjemmeside.

Kan redde fødevarer i hele verden

Ifølge direktør Ole Green går cirka 10 procent af alle afgrøder på lager tabt, men det kan Webstechs sensorer være med til at sætte en stopper for.

Webstechs trådløse sensorteknologi til overvågning af afgrøder på lager kan redde fødevarer i hele verden, idet sensorerne kan afsløre, hvis temperaturen i en stak bliver for høj eller hvis der bliver for vådt, så der er risiko for udvikling af mug.

Hvis det er tilfældet, får landmanden en advarsel via sms eller e-mail, og et større tab kan forhindres. Det betyder, at landmanden sparer penge, samtidig med at store ressourcespild forhindres. 

Webstech har kontor og produktionslokaler i forskerparken, Agro Business Park, som ligger i Foulum lidt uden for Viborg. Her startede virksomheden op i 2009, som følge af en innovationskonkurrence i Agro Business Park.