Morsø Bioenergi er kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Selskabet skal inden udgangen af november skaffe 16 millioner kroner i ekstra kapital - kravet kommer fra statens bank Finansiel Stabilitet, der overtog den krakkede Fjordbank Mors, hvor Morsø Bioenergi var kunde. Det fortæller TV/Midt-Vest.

Finansiel Stabilitet kræver, at Morsø Bioenergi genetablerer sin egenkapital fra selskabets start på otte millioner kroner - lige nu er egenkapitalen minus otte millioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regningen skal betales af de 760 landmænd, der står bag Morsø Bioenergi. Mange af dem i forvejen hårdt presset på økonomien, og formanden for Morsø Bioenergi, Anders Bovbjerg, er skuffet over, at statens bank har så travlt med at kræve egenkapitalen genetableret.

- Det er frustrerende, at man presser os så hårdt, siger Anders Bovbjerg til TV/Midt-Vest

Han mener, at Finansiel Stabilietet optræder uetisk. Finansiel Stabilitet har ikke ønsket at kommentere kritikken med den begrundelse, at man ikke udtaler sig om de enkelte engagementer.