I 2020 vil biogasproduktionen sandsynligvis ligge på under halvdelen af det, man har skønnet som konsekvens af de nye støttesatser i energiforliget. Det er konklusionen i en rapport udarbejdet af forskere på Københavns Universitet.

Her anslog man, at biogasproduktionen ville komme op på 17 PJ i 2020, men ifølge en rapport fra Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet vil kun en snes anlæg være etableret til den tid, og de vil tilsammen kunne producere omkring 7 PJ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seniorforsker Brian H. Jacobsen, som står bag rapporten, bygger sin vurdering på en gennemgang af eksisterende biogasprojekter og de aktuelle vilkår. Ud fra dette vurderer han, at der i 2020 vil være omkring 20 nye biogasanlæg i drift, der tilsammen udnytter 20 til 35 procent af gyllen. Tilsammen vil de kunne producere 7 PJ mod de forventede 17 PJ. I dag står gyllebiogas for en produktion på cirka 2 PJ:

Udgangspunktet for vurderingen er, at langt de fleste af de 19 anlæg, der har fået anlægsstøtte i 2012, vil blive etableret inden 2015. De vil udnytte 15 til 20 procent af husdyrgødningen til biogasproduktion, og biogasproduktionen vil stige til cirke 6,5 GJ.

Nogle af dem, der har fået tilsagn om støtte, har dog ikke finansiering og placering på plads, men omvendt vil andre blandt ansøgerne nok blive etableret, selvom de ikke har fået anlægsstøtte.

Hvis Grøn Vækst-målet om at udnytte op til 50 procent af husdyrgødningen til biogasproduktion skal realiseres, vil det kræve cirka 50 fællesanlæg, og analysen viser, at der er plads til, at de stort set alle placeres i Jylland.

Ifølge aftalen er der etableret en BiogasTask-force, som skal undersøge og understøtte den forudsatte biogasudbygning. Hvis der ikke er den fornødne fremdrift i de nye projekter, skal forligspartierne i 2014 drøfte andre muligheder for at fremme biogasudbygningen.