Milliarder af skattekroner, der skulle gå til at støtte de trængte europæiske landmænd, er siden 2005 stik imod hensigten endt i lommen hos modtagere, der intet har med landbrug at gøre. Det skriver politiken.dk.

Listen over modtagere af EU’s landbrugsstøtte omfatter herhjemme blandt andet campingpladser og rideklubber, menighedsråd og spejderkorps, lufthavne og golfbaner, viser Politikens gennemgang af nye tal fra den danske regering, indsamlet af den uafhængige researchgruppe Farmsubsidy. Og det har aldrig været meningen, fastslår eksperter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ingen havde intentioner om, at flyvepladser, golfklubber og lignende eksempler skulle have del i landbrugsstøtten, da man udformede den nuværende landbrugsstøtte, siger Carsten Daugbjerg, professor ved Københavns Universitet til politiken.dk.

Også hoteller, forlystelsesparker, planteskoler, kongehuset, et fagforbund og en arbejdsgiverforening får støtte.

Fisscher Boel: Absurd

Selv om de tjener deres penge på alt andet end landbrug og i øvrigt typisk blot permanent har græs på deres jord, modtager de støtten fuldt lovligt. De udnytter et smuthul, der siger, at blot man ejer et stykke land, som nemt kunne dyrkes som landbrugsjord, og i øvrigt har støttepapirerne i orden, har man ret til støtte.

Formålet med den såkaldte enkeltbetalingsordning, der fordeler 220 milliarder kroner årligt, heraf 6,7 milliarder til danske modtagere, er ellers ifølge EU-kommissionen at yde "indkomststøtte til landbrugere", så "landbrugsbefolkningen er sikret en rimelig levestandard".

- Der er desværre mange af den slags absurde tilfælde af modtagere. I forhold til intentionen med landbrugsstøtten og enkeltbetalingsordningen er det jo latterligt, at de skal have del i pengene, af den simple årsag at de ikke driver landbrug, siger Danmarks tidligere EU-kommissær for landbruget Mariann Fischer Boel til politiken.dk.