Med et resultat før skat på 363 millioner kroner i 2011 har Danish Agro realiseret koncernens hidtil bedste resultat. I forhold til resultatet for 2010, er der tale om en resultatforbedring på 108 millioner kroner svarende til en vækst på 43 procent.

Resultatet før skat forrenter egenkapitalen med 28,8 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet er skabt på baggrund af en omsætning i 2011 på 15,8 milliarder kroner imod 13,3 milliarder kroner i 2010.

- Der er året igennem blevet arbejdet hårdt med udviklingen af vores fælles virksomhed. Det er lykkedes at få mange synergier ud af de fusioner, som Danish Agro har været en del af de senere år, og virksomheden har realiseret mange af sine mål såvel strukturelt som finansielt. Danish Agro-koncernen står meget stærkt ved udgangen af 2011 og har i årets løb styrket sin internationale markedsposition betydeligt, understreger administrerende direktør Christian Junker og fortsætter:

- Danish Agro har hentet næsten tre fjerdedele af sin indtjening fra sideaktiviteter i ind- og udland. Vi er altså ikke længere så afhængige af, at indtjeningen alene skal komme fra samhandel med danske landmænd. Derimod kan vi i fællesskab med danske landmænd sørge for, at indtjeningsbehovet fra dem minimeres i takt med, at indtjeningen uden for landets grænser stiger.

I 2011 har den store opgave nationalt været integrationen af Nordjysk Andel. I februar 2011 fik Danish Agro godkendt fusionen med Nordjysk Andel af Konkurrencerådet mod et frasalg af foderfabrikkerne i Roust og Nordenskov.

Integrationen af Nordjysk Andel har været en stor opgave, men generelt betragtes det i Danish Agro som en vellykket fusion, hvor de ambitioner der var, da fusionen blev besluttet, er blevet indfriet.