Landbrug & Fødevarer var "dybt skuffet", Økologisk Landsforening var "ikke imponeret", og biogasbranchen kaldte det "ubrugeligt".

Der har været megen kritik fra landbrugsbranchen af regeringens energiudspil, Vores Energi, og nu stiller Danske Halmleverandører sig også i køen af kritikere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske Halmleverandører skoser energiudspillet for ikke at være grønt, fordi det slet ikke tænker over halm som brændsel. Det oplyser P4 Fyn.

- Regeringen har glemt, at halm - ud over at være miljørigtigt brændsel - også skaber arbejdspladser i udkantsdanmark, siger formand for Danske Halmleverandører, Hans Stougaard, til P4 og fortsætter:

- Hvis de hellere vil bruge importeret brændsel som flis, der er skovet andre steder og sejlet hertil end at bruge en indenlands brændsel, så er vi nødt til at rette os efter det. Men vi er jo nødt til at agere på at få de maskiner solgt til Østeuropa, sålænge der er pris på dem og når vi har gode medarbejdere skal vi også have dem varslet i ordentlig tid og sige at det her vil man ikke mere i Danmark, siger Hans Stougaard.

Men Hans Stougaards kritik retter sig især mod den manglende grønne tanke i regeringen 

- Det er klart, at når jeg som landmand ser en energiplan, der ingenting har om biogas, pil eller halm, der stækker nogen steder, så var det ikke det, vi havde ventet af en regering, som ville være en grøn regering, siger han.