”Hidtil højeste” er ord, man støder på adskillige gange i årsberetningen fra Friland A/S.

Det Danish Crown-ejede selskab har i 2010-2011 nået sin hidtil højeste omsætning og passerer for første gang en halv milliard kroner på slagtning og omsætning af økologiske dyr, frilandsdyr og kødkvæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen på i alt 507 millioner kroner er en stigning på ni procent i forhold til året før.

Også restbetalingerne er for flere grupper, blandt andet for Frilandsgrisen, de hidtil højeste, og salget af økologisk grisekød og oksekød nåede nye højder i 2010-2011.

Samtidig noterer direktør Karsten Deibjerg Kristensen, at hovedudfordringen har været og fortsat er at skaffe tilstrækkelig mængder af økologiske grise og kreaturer samt frilandsgrise.

Kun i Frilands salg af kødkvæg noteres en mindre tilbagegang, både hvad angår Friland Kødkvæg og Friland Limousine, men for Friland Kødkvæg har der været udbetalt et lidt højere tillæg end årt før.

20 millioner kroner mere til leverandørerne

- Friland står ved årets afslutning med et meget stærkt regnskab, som både omsætningsmæssigt og indtjeningsmæssigt er tilfredsstillende. Et udbetalt tillæg på 143 millioner kroner er både totalt og målt i kroner pr. kg mere, end der nogensinde tidligere er udbetalt til leverandørerne. I forhold til året før er betalingen steget med knap 20 millioner kroner, siger Karsten Deibjerg Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med til at trække det gode resultat hjem har været afsætningen gennem det tyske datterselskab Friland J. Hansen GmbH.

Nogle af Frilands største kunder findes på det tyske marked, og de serviceres gennem datterselskabet, og det har været med til at styrke Frilands position på det tyske marked for økologisk Kød.

Desuden varetager GmbH-selskabet Frilands afsætning på de europæiske markeder på nær Frankrig og Storbritanien.

Totalt kommer over halvdelen af Friland A/S´s omsætning fra afsætningen uden for Danmark.