Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Svært år for økologisk grisekød
Det har været sværere at afsætte især økologisk grisekød både i Danmark og på eksportmarkederne. Det står klart for Danish Crowns økologiske selskab, Friland, efter regnskabsåret 2022/23, hvor omsætningen falder til 918,8 millioner kroner. Det er et fald på 13 procent fra året før, hvor Friland satte omsætningsrekord med 1,059 milliarder kroner, det skriver Friland i en pressemeddelelse.
Trods en tilbagegang i omsætningen er både Friland og Danish Crown optimistiske i forhold til den fremtidige afsætning af de økologiske produkter.
- I lange perioder af regnskabsåret har der været et overudbud af økologisk kød i forhold til efterspørgslen, og den ubalance begyndte først at fortage sig i de sidste måneder af regnskabsåret. Når vi ser tilbage, har det været et turbulent år, som har stået i usikkerhedens og inflationens tegn. Forbrugernes købelyst er ikke kommet tilbage i det tempo, vi havde håbet. Det gælder både på det danske hjemmemarked og på vores eksportmarkeder, siger direktør i Friland, Claus Hein.
Nedgangen i salget af økologisk kød ses blandt andet i, at forbrugerne køber færre og billigere udskæringer af de økologiske produkter. Data fra analysevirksomheden Kauza's forbrugerpanel viser desuden, at færre danskere har købt fersk økologisk kød det sidste år.
Kauza har opgjort faldet til 11 procent. Frilands direktør peger på, at den nuværende markedssituation har betydet, at strategien for Friland formentlig kommer til at strække sig over en længere periode. Det ændrer ikke på, at der er fuld tiltro til de strategiske planer, ligesom der er segmenter, hvor det lysner på salgssiden.
Blandt andet har Friland oplevet en vækst i salget af økologisk grisekød på det nordamerikanske marked.
- Vores tro på Friland er usvækket. Vi fastholder retningen og strategien, og vi kæmper sammen med vores andelsejere for at få vendt udviklingen, så Friland og for den sags skyld andre danske producenter af økologiske fødevarer fortsat kan drive udviklingen i Europa, siger CEO i Danish Crown, Jais Valeur.
For Frilands leverandører betød det et fald i den gennemsnitlige afregning i forhold til året før.
For de økologiske griseleverandører er det en nedgang fra 26,27 kroner pr. kilo til 23,79 kroner pr. kilo, og for de økologiske kreatur-leverandører et faldt fra 33,48 kroner pr. kilo til 31,53 kroner pr. kilo
For leverandører af FRILANDSGRIS er den gennemsnitlige afregning steget fra 13,65 kroner pr. kilo til 16,51 kroner pr. kilo.