Maskinbladet, Agritechnica.

Lige som topmodellen JCB 8310 får også JCB 3200 Xtra og 3230 Xtra i fremtiden motorer fra finske Sisu. Som modelbetegnelsen antyder, bliver ydelsen på henholdsvis 200 og 230 hestekræfter. Da motorerne fra Sisu kører med AdBlue-anlæg og katalysator, er 3000-serien klar til at opfylder normerne i Tier 4i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Transmissionen er fortsat P-Tronic, som JCB selv producerer. På de nye modeller er transmissionen blevet forfinet, og der er blevet mulighed for hurtigere gearskifte imellem de forskellige grupper.

Elektroniske bremser

JCB var den første traktorproducent til at anvende ABS-bremser, og nu tager producenten endnu et skridt ved at introducere EBS, der står for elektronisk bremse system. Ifølge JCB giver det en hurtigere og mere præcis bremsning af køretøjet. Systemet indeholder også et system, som JCB kalder Hill Hold. Systemet gør det lettere for traktorføreren at bremse og sætte traktoren i gang i bakket terræn. Efter at have trådet på bremsepedalen forbliver bremserne aktive og slippes automatisk, når der sættes i gang.

Ved at lave indskæringer i chassiset er det lykkedes for JCB at reducerer venderadius på 3200-serien med cirka halvanden meter. Samtidig er der blevet plads til 34 tommer store hjul på traktoren. For at minimere tilsvining af traktoren med sprøjt op fra hjulene, er der monteret nye skærme både foran og bag på traktoren.

Kan altid findes

Ligesom de øvrige maskiner fra JCB bliver også Fastrac fra foråret 2012 monteret med JCB LiveLink. Med den nyeste telekommunikationsteknologi sendes data fra maskinen til et sikkert datacenter. Ved at anvende smatphone eller internet kan ejeren få forskellige oplysninger om maskinen. Det kan være brændstofforbruget, timetallet, tid til service og lignende.

Ejeren har også mulighed for at indkode i hvilket tidsrum af døgnet, traktoren må anvendes, og i hvilket område traktoren må køre. Startes traktoren uden for det nævnte tidsrum, eller flyttes den uden for det tilladte geografiske område, sendes der enten en SMS eller en mail til ejeren. Bliver traktoren stjålet, orienterer LiveLink konstant ejeren om maskinens aktuelle destination, og derved er det let for politiet at spore en stjålen maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LiveLink bliver fra første kvartal 2012 standard på alle større maskiner fra JCB, og systemet kan også monteres på maskiner, som allerede er i brug.