Maskinbladet, Tyskland.

Svenske Väderstad, der er kendt for at producere redskaber til såning og jordbearbejdning, kaster sig over en ny gren på området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under et arrangement for pressen i Tyskland lancerede Väderstad for nyligt såmaskinen Tempo, der er en enkornssåmaskine. Det er første gang, Väderstad er på banen med maskiner i den kategori. Maskinen kan opleves på Agritechnica, der finder sted til november.

Tempo kommer i første omgang i en bugseret udgave på seks og otte rækker med 70 eller 75 centimeters rækkeafstand. Såenhederne er elektronisk styret, så det er muligt at ændre antallet af frø pr. hektar under arbejde.

Den elektroniske styring betyder også, at man som chauffør kan følge med i, hvor præcist maskinen sår, idet terminalen viser variationskoefficienten under arbejdet.

- Under test har vi opnået en variationskoefficient på 28, hvilket karakteriseres som "meget godt". Et tal under 20 betegnes som "perfekt", men i realiteten er det umuligt at komme derned. Men det viser lidt om, at vores såmaskine er i stand til at så én kerne af gangen og lægge den præcist. Samtidig beviser vores test, at vi har en pålidelig doseringsenhed og et cellehjul, der ikke misser kerner, så vi får tomme pladser i rækkerne, fortæller Fredrik Lundén, salgsdirektør hos Väderstad.

12-14 kilometer i timen

Navnet Tempo signalerer uden tvivl hastighed. Den optimale hastighed for maskinen er 12 til 14 kilometer i timen, men:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Såbedet skal selvfølgelig altid tages i betragtning. Det betyder meget for fremkørselshastigheden, påpeger Fredrik Lundén, der fortæller, at maskinen under test har været oppe på over 20 kilometer i timen.

- Det er dog lige til den gode side, når det gælder om at så præcist, erkender Fredrik Lundén.

Såmaskinen har en egenvægt på 2,5 ton, så det er en forholdsvis tung maskine. Men det er med til at give stabilitet, og maskinen kan også lægge god vægt på hver såenhed, hvis det er nødvendigt.

- Brugeren kan regulere trykket på hvert skær og såenhed i fem trin, hvoraf det sidste trin giver et maksimalt tryk på 325 kg. Selve dybden styres ved at dreje på en fingerskrue, og via en skala kan man se, om alle enheder står i samme position, forklarer Fredrik Lundén.

Trykket på gødningsskærene kan også justeres. Skærene er i øvrigt fjederbelastede, så man reducerer risikoen for, at skæret bukker eller brækker, hvis det rammer en sten eller en anden forhindring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plads til gødning, pesticid og startgødning

Traktorens pto driver blæseren på maskinen, der leverer luft til cellehjulene. Cellehjulene er konstrueret sådan, at der blæses luft ind på den ene side af cellehjulet, hvor der også ligger nogle få kerner. Luftstrømmen vil blæse igennem hullerne på cellehjulet, og det vakuum trækker kernerne med op, som sætter sig fast i hvert hul på cellehjulet.

Ved cellehjulet sidder tre strategisk placerede ruller, der sørger for at skubbe eventuelle ekstra frø af hjulet, så der ikke sås to frø oven i hinanden. Efterhånden som cellehjulet drejer rundt, følger kernerne med. Og til slut kører hvert hul på cellehjulet over en lille gummirulle, der stopper for luften, og dermed falder kernerne ned i såskæret.

Gødningstanken på maskinen er på 1.700 liter, hvilket svarer til omtrent 1.250 kg gødning.

Såmaskinen bærer også rundt på lidt af en specialitet. Der er nemlig to beholdere på hver såenhed.

- Vi har foruden den normale kasse til frø monteret en ekstra lille beholder beregnet til pesticid eller gødning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I visse østlande er det brugt at tildele pesticid under såningen, og flere europæiske lande hører vi flere steder om folk, der efterspørger at kunne lægge en lille dosis speciel startgødning ud for at sende majsen hurtig fra start og hjælpe den med væksten, indtil planten rammer den dybere, traditionelle startgødning længere nede i jorden, uddyber Fredrik Lundén.

Väderstad angiver, at Tempo i udgaven med seks rækker kræver mindst 70 hestekræfter. Den større udgave på otte rækker kræver minimum 90 hestekræfter.

Tempo bliver klar til salg i 2012, men i første omgang vil der kun blive tale om en begrænset produktion.