Abonnementsartikel
Med Spirit 400F kan Väderstad tildele gødning ved såning
En ny udgave af Väderstads såmaskine Spirit ser dagens lys på den tyske maskinudstilling, Agritechnica, til november.
Det handler om Väderstad Spirit F, der får den feature, at den kan udså gødning samtidig med såningen - en mulighed, der har været efterspurgt gennem længere tid.
I princippet ligner den nye model de eksisterende af slagsen, og der ikke monteret ekstra skær eller andre specielle anordninger på maskinen. Det eneste, der har ændret sig, er, at tanken er blevet opdelt i to, og så er der naturligvis kommet en ekstra fordeler og flere slanger på i forhold til en normal Spirit.
Selv fremhæver Väderstad, at maskinen kan så gødning uden et øget effektbehov i forhold til de traditionelle Spirit-maskiner. Og der kan være noget om snakken - for gødningen tildeles ved de forreste tallerkener, der i forvejen sidder på maskinen og laver en forudgående bearbejdning.
Arbejdsdybden på tallerknerne afspejler den dybde, gødningen bliver placeret i, og gødningen bliver placeret i et bånd på cirka fem centimeter i bredden. Derfor vurderer Väderstad, at risikoen for at gødning og såsæd lander i en samlet kompakt række, er meget lille, idet selve såsæden placeres i smalle riller via en række såskær længere bagud på maskinen.