En ny kommission skal allerede næste sommer komme med konkrete bud på, hvordan dansk landbrug og fødevareproduktion kan overleve og udvikle sig. Det skriver Ritzau.

Socialdemokraterne foreslår, at der nedsættes en landbrugskommission eller fødevarekommission, der skal skabe ny vækst i landbrugserhvervet, der i dag er tynget af en gæld på over 350 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareordfører Bjarne Laustsen (S) foreslog tirsdag aften på et debatmøde i Vejen, at kommissionen bliver nedsat hurtigst muligt og kommer med forslag til landbrugets udvikling allerede næste sommer.

Haster med gunstige vilkår

- Det haster med at skabe gunstigere vilkår for landbruget og følgeindustrien med de mange medarbejdere i slagteri- og mejerisektoren. Kommissionen skal også se på, hvordan landbruget kan blive energileverandør gennem biogas, solceller og vindmøller, siger Bjarne Laustsen.

Han fremsatte allerede forslaget i foråret, men de borgerlige partier var imod og henviste til deres egen plan "Grøn vækst". Nu er flertallet ændret i Folketinget, og S har støtte til forslaget om en ny kommission fra SF, De Radikale og Enhedslisten, oplyser Bjarne Laustsen.

Debatmødet i Vejen med omkring 1000 deltagende landmænd fra hele landet var arrangeret af den alternative landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug i samarbejde med NNF.

Direktør for Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, hilser den nye kommission velkommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svært af hente penge

- Det er en smaddergod idé. Vi trænger til at få vendt bøtten og sat fokus på, hvordan vi styrker ny vækst med flere arbejdspladser. Og så skal vi have kortlagt, hvordan de seneste mange års miljøindsats har virket på landbrugserhvervet, siger Vagn Lundsteen.

Der er et kæmpe potentiale for vækst i landbruget, konkluderer direktøren, der erkender, at landbruget står med de besværlige finansieringsmuligheder.

- Men vi skal have gjort noget ved, at en tysk landmand har 2000 kroner mere på bundlinjen per hektar, han dyrker, i forhold til en dansk landmand, siger Vagn Lundsteen.

På mødet understregede Finansrådets direktør, Jørgen A. Horwitz, at der er grænser for, hvad bankerne kan bidrage med for at hjælpe landbruget yderligere.

- Det bliver ikke bankerne eller kreditforeningerne, som kommer til at redde de økonomisk hårdt trængte landbrug. I fremtiden kræver det, at der kommer nye investorer og ny kapital på banen, siger Jørgen A. Horwitz.