Lyt til artiklen:

Verdens klimaministre mødes i Danmark

00:00
Hastighed: ???x
02:46

20. og 21. marts byder minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen velkommen til Copenhagen Climate Ministerial, hvor omkring 50 ministre og ledere fra hele verden mødes til sættemøde forud for COP28 i december. Det skriver Klima- Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er den nuværende og den kommende COP-præsident fra henholdsvis Egypten og de Forenede Arabiske Emirater, der har bedt Danmark holde mødet, som er det første møde i COP-processen i 2023.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et kæmpe skulderklap til Danmark, at vi nu for andet år i træk er blevet bedt af de respektive COP-formandskaber om at planlægge og gennemføre et så vigtigt møde. Ud over at vi selvsagt gerne vil biddrage til, at COP-processen ender med positive resultater for klimaet, er det også godt for vores land. Vi ønsker at være et foregangsland i den globale grønne omstilling, og så er der næppe bedre lejligheder til at vise danske løsninger end denne, siger Dan Jørgensen, og tilføjer

- Det er essentielt for klimaet at vi får ambitiøse resultater på dette års COP-møde. Der skal reduceres markant i udledningerne af drivhusgasser, og verdens fattigste lande skal have mere økonomisk hjælp til den grønne omstilling og til at tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede nu mærkes negativt.

Første møde siden COP27

Det er første gang siden den afsluttede COP27 i Sharm El Sheikh tilbage i November, at klimaministre og fremtrædende politiske stemmer mødes, for at diskutere de centrale emner, som vil være omdrejningspunktet for COP 28.

På Copenhagen Climate Ministerial skal ministrene diskutere implementeringen af resultaterne fra sidste års klimatopmøde, og samtidig sætte kursen frem mod COP28 i de Forenede Arabiske Emirater.

- Det er en hovedprioritet for Danmarks klimadiplomati at være med til at sætte dagsorden og samtidigt agere brobygger mellem forskellige lande i de internationale forhandlinger. Derfor er jeg selvfølgelig kisteglad for denne mulighed, og jeg vil da ikke lægge skjul på at det ville være ret fantastisk, hvis det kunne blive en årligt tilbagevendende begivenhed at processen frem mod årets COP-møder altid startede i København, siger Dan Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mødet vil involvere både plenum- og breakout sessioner, hvor de overordnede temaer bliver klimatilpasning, klimafinansiering, tab og skader og reduktionsindsatsen, samt det 'globale stocktake' som afsluttes på COP28. Det globale stocktake er en del af Parisaftalens ambitionsmekanisme og skal gøre status på implementeringen af Parisaftalen med henblik på at vurdere de fælles fremskridt mod at nå aftalens langsigtede målsætninger.