Allerede om 10 år skal al husdyrgødning fra danske stalde forarbejdes i eksempelvis biogasanlæg.

S og SF vil forbyde udbringning af uforarbejdet gylle på de danske marker med effekt fra 2021. Det skriver epn.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forbuddet, som forudsætter et magtskifte ved det kommende folketingsvalg, vil indebære, at omkring 30 mio. tons husdyrgødning skal forarbejdes. Kravet kan skabe grundlaget for en ny industri, da det vil kræve omkring 100 større biogasanlæg at håndtere de gigantiske mængder gødning.

- Landmændene får en omstillingsperiode på 10 år. Herefter vil det være et krav, at al gylle fra alle landbrugsbedrifter forarbejdes, inden det bringes ud på markerne. Det vil simpelthen blive forbudt at udbringe gylle, som ikke er forarbejdet. Forarbejdningen kan eksempelvis ske ved at sende gyllen gennem biogasanlæg, forklarer SF's politisk økonomiske ordfører, Ole Sohn, til epn.dk.

Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, tilføjer:

- I dag spilder vi enorme mængder af energi ved at sprede al gyllen uforarbejdet på markerne. Tilmed stinker den uforarbejdede gylle og medfører store udslip af klimagasser og udvaskning af kvælstof til vandmiljøet. Disse problemer løses eller reduceres markant ved at forarbejde gyllen. I tilgift får vi en stor produktion af energi.

Løser vandmiljøproblemer

Det vil revolutionere hverdagen for de danske landmænd, hvis S og SF kommer til magten og gennemfører disse planer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en spændende tanke at ville forarbejde al husdyrgødningen, inden det bringes ud på markerne. Det giver god mening at udvinde energien i gyllen - eksempelvis ved at sende det gennem biogasanlæg. Det vil samtidig løse en række problemer i forhold til vandmiljøet, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen, formand for erhvervets store brancheorganisation Landbrug & Fødevarer.

Han understreger imidlertid, at økonomien i en sådan satsning skal hænge sammen for landmændene. 

- Vores erhverv har ganske enkelt ikke kapital til at bære omkostningerne. Derfor er det vigtigt, at afregningsprisen på eksempelvis biogas hæves til et niveau, der sikrer en sund økonomi på anlæggene, siger Niels Jørgen Pedersen til epn.dk.