Vejret i 2011 drillede også løgavlerne, men på Fyn var vejrforholdene lige lidt bedre end i resten af landet.

Det fik den fynske løgavler Tonny Kristensen, Strandby, glæde af, idet han vandt konkurrencen om at blive Årets Løgavler 2011 med et udbytte på 73 ton pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På de to følgende pladser fulgte yderligere to fynboer: Henrik Pedersen, Otterup, der tidligere har vundet konkurrencen to gange, og Claus B. Jacobsen, Sandager. 

God etablering altafgørende

- Jeg fik sået meget tidligt - allerede den 16. marts, fortæller en glad Tonny Kristensen om baggrunden for årets sejr. Sidste år måtte Tonny lide den tort at blive nummer 10 og sidst i konkurrencen, men i 2010 blev løgene også sået sent.

- En god etablering af såløgene er altafgørende for et godt resultat. En god forårspløjning, en stenfræsning og så en tidlig såning, så er løgene kommet godt i gang, fastslår Tonny Kristensen.

Tonny Kristensen har 40 hektar med løg og mange års erfaring med løg: Fra 1980 som ansat ved en løgproducent og siden 2000 som selvstændig landmand og altid med løg i sædskiftet. 

Løgene bliver afsat på det fri marked, det vil sige, at han ikke selv pakker løg til detailhandlen, men leverer løg i big bags til andre løgpakkerier og til eksport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Priserne er ikke gode p.t. Der er mange løg på markedet i Europa, erkender han.  

Store udfordringer på øko-siden

Axel Månsson Øko Aps vandt for femte år i træk den økologiske del af konkurrencen med knapt 30 ton løg per hektar tæt forfulgt af Erik Andersen, Øster Tørslev, på andenpladsen.

- Feltet snævrer sig ind. Vi vandt ikke så stort, som vi plejer at gøre, så vi skal til at blive bedre, smiler driftschef Kristian Utoft.

Vejret har været den helt store udfordring i 2011. Den megen nedbør gjorde ukrudts-bekæmpelsen meget besværlig, hvilket både har kostet mange timer til lugning og udbytte i løgene, fordi ukrudtet har brugt en del af næringsstofferne. Til gengæld vurderer Kristian Utoft, at løgskimmelen ikke har været et stort problem. Axel Månsson har 87 hektar med økologiske løg.

Konkurrencen er sponseret af frøfirmaet SeedCom med frøfirmaet Nickerson-Zwaan som medsponsor på den økologiske del. Der deltog ni avlere i den konventionelle del og fire i den økologiske del af konkurrencen.