Finnerne gør ting anderledes - også når det gælder trinløse transmissioner.

Valtra Direct-transmissionen er ny og benyttes på traktorer i N- og T-serien. Men hvor de øvrige trinløse transmissioner på markedet består af en stor boks, er Valtras trinløse transmission bygget op af flere moduler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På samme gearkasse kan du vælge enten en hydrostatisk enhed eller en fem-trins traditionel semi-powershift-enhed.

Transmissionen er kategoriseret som en dobbelt CVT, fordi den fra nul til topfart laver et mekanisk skifte ved hjælp af en dobbelt flerpladekobling, men ellers bruger den hydrostaten til at regulere hastigheden.

Et automatisk trin

Den variable del består af en hydrostat og et planetgearsæt med den dobbelte flerpladekobling, der giver både en nedgearing (C1 kobling) og en opgearing (C2 kobling).

Solhjulet i planetgearsættet drives direkte af motorens krumtap, og hydrostaten driver planethjulsholderen.

Ved stilstand driver hydrostaten planethjulsholderen rundt mod uret, med præcis så mange omdrejninger, at motorens omdrejninger gennem nedgearingen, modarbejdes. Derved står traktoren stille.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når omdrejningstallet på hydrostaten, og dermed også omdrejningerne på planethjulsholderen, sænkes, begynder traktoren at køre. Hydrostatens omdrejninger sænkes helt til 0, og derefter begynder hydrostaten at rotere med uret.

Efterhånden som farten øges opnår planethjulsholderen en rotation, der har præcis samme hastighed som solhjulet. Planethjul og solhjul står stille i forhold til hinanden, og C1 (nedgearing) udkobles og C2 (opgearing) indkobles.

Nu sænkes omdrejningerne på planethjulsholderen til nul og videre til maksimale omdrejninger mod uret, og der opnås maksimal hastighed.

Jo hurtigere nedgearingen roterer, jo langsommere hastighed, og jo hurtigere opgearingen roterer, jo hurtigere hastighed.

Når hydrostatens omdrejningstal er 0, overføres kraften 100 procent mekanisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Valtra Direct transmissionen overfører, som de eneste på markedet, kræfterne 100 procent mekanisk ved to hastigheder i hvert af de fire gruppegear A-B-C-D. Den har stor hydraulisk andel ved start og ved skift mellem trinene.

Efter den variable del af transmissionen sider der et traditionelt vendegear og derefter gruppegearkassen med de fire gruppegear.

Man kan skifte mellem dem under fart. De fire grupper kan køres fra nul og til henholdsvis 9,0, 18, 27 og 40 kilometer i timen.

De fire mekaniske grupper kan ikke sammenlignes med fire mekaniske trin (planetgearsæt) som findes i visse andre trinløse transmissioner. På Valtras transmission er formålet med de fire mekaniske grupper at give transmissionen et smallere arbejdsområde og dermed opnå højere virkningsgrad ved lavere hastigheder.

Varierer trykket

Chaufføren kan selv justere, hvor stort trykket i hydrostaten skal være. Det indstilles gennem en såkaldt turbinekoblingsfunktion. Hvis man reducerer trykket i hydrostaten, undgår man hjulslip, når man eksempelvis arbejder med en frontlæsser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chaufføren kan også indstille, hvordan transmissionen skal reagere, når man slipper kørepedalen: Om traktoren skal trille let videre, bremse jævnt ned eller reducere hastigheden kraftigt. Samme funktion har flere af de andre mærker også.

Selvstændigt vendegear

I kraft af den modul-opbyggede transmission ligger vendegearet uden for den øvrige transmission på Valtra. Derfor er transmissionens egenskaber ved bagudkørsel de samme, som når traktoren kører fremad - blandt andet fordi Valtra leverer en del traktorer med vendbar førerplatform.

Ved start af motoren er transmissionen frikoblet for at lette jobbet for starteren - især i koldt vejr.