Sammenlagt klarer John Deeres 7530 E Premium AutoPowr sig ganske godt i testen, men der er stor spredning blandt test-chaufførerne i deres mening om den grønne traktor.  I totalvurderingen af transmissionen placerer John Deere sig et stykke nede på listen. Det skyldes, at transmissionen er lige enkel nok, hvilket på sin vis er ok.

Enkeltheden bliver slået af Case IH og New Holland, men ulempen ved John Deere-transmissionen er, at der stort set ikke er mere at gøre med transmissionen end at sætte sig ind og køre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er for eksempel ingen cruise-control, der kan lagre hastigheder, og man kan heller ikke lagre omdrejninger på motoren ind i computeren. Her må man bruge håndgas på gammeldags manér.

Traktoren har et kørehåndtag med to hastighedsområder - ikke styret direkte på håndtaget, men via vandringen i hullet omkring joysticket.

På kørehåndtaget justerer føreren på et scroll-hjul maksimal-hastigheden i hvert køreområde.

Kørehåndtagets enkelhed er ok. Men skal du have mest mulig effekt af transmissionsbremsen, må man både hive i håndtaget og bruge kørepedalen, og så er det knapt så enkelt længere.

Testchaufførerne oplevede også, at traktoren koblede ud, når farten blev for høj ned ad bakke. Motoren er altså sikret mod over-omdrejninger, men piloten må være opmærksom på farten, for der kommer ingen advarsel forud for frikoblingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Altid i bevægelse

Hvis man slipper kørepedalen, fortsætter traktoren med at bevæge sig. Man må bruge bremsen for at få traktoren til at stå helt stille - eller eventuelt sætte kørehåndtaget i neutral.

Derfor vurderer test-chaufførerne, at man som mulig køber til traktoren skal stille sig spørgsmålet: Er størstedelen af mine opgaver nogle, der ikke betyder noget for, at man skal holde traktoren stille på bremsen. Eller betyder mine opgaver, at jeg ofte må flytte foden fra kørepedalen til bremsen?

Den samlede komfort i John Deere er god. Kabinen ligger i den gode ende og rangeres på fod med Valtra, Case IH og New Holland. De otte test-chauffører mener, førersædet er testens bedste. Og der er ros til betjeningen af spejlene og det automatiske klimaanlæg.

Traktoren scorer også gode karakterer på opbevaringskapacitet og strømudtag. Udsynet fra kabinen er også god, fordi traktoren ikke har nogen B-stolpe i kabinen.

John Deeres ide om at lægge en masse funktioner ind i terminalen - med mulighed for at trække ting ud i genvejstaster - falder ikke helt i god smag hos flere af test-piloterne. Nogle funktioner bliver ganske enkelt unødigt gemt bort i menuer og undermenuer. Og chaufførerne spørger sig selv, hvorfor det er nødvendigt at benytte en af de fem genvejstaster til rotorblinket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Venstre liftarm er skjult

Flere af test-piloterne påpeger, at kabinen virker trang og kort. Nogle af chaufførerne oplever traktoren som klumpet. Passager-sædet er godt.

Udsigten til lift og trækket er selvfølgelig et tema. Og på John Deere 7530 E har koncernen ifølge test-piloterne præsteret at skjule venstre liftarm for chaufføren.

John Deere redder sig i land på helhedsindtrykket. Traktoren opleves som solid, troværdig og tryg, og man begår næppe en fejl ved at vælge den grønne traktor.

Plusser

Let at køre

Gode opbevaringsmuligheder

Artiklen fortsætter efter annoncen

God førerkomfort

Minusser

Mangler avancerede funktioner i transmissionen

Dårlig sigt til trepunktslift

For megen betjening via skærmen

Importørkommentar

Af Torben R. Nielsen, produktchef, Nellemann Agro A/S

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som det fremgår af testen er John Deeres AutoPowr utrolig enkel at bruge. Og netop brugervenlighed er, sammen med pålidelighed, hovedmål når John Deere designer en ny traktor. Sidstnævnte er dog ikke er en del af denne test, men til gengæld er målet om en brugervenlig betjening opfyldt til fulde. Det betyder, at en ny traktorfører uden problemer kan betjene traktoren uden længerevarende introduktionskurser.

En anden afgørende ting for en traktor er samspillet mellem de individuelle komponenter. For at traktoren arbejder som én enhed, skal samspillet fungere optimalt. Traktorens brændstofforbrug kan give et fingerpeg om denne evne, og det er ikke uden grund at John Deere 7530 Premium er den traktor under 300 hestekræfter, der indtil dags dato har opnået det bedste resultat i tyske DLG?s Powermix test.

Ikke overraskende var testholdets helhedsindtryk af John Deere 7530 Premium "solid, troværdig og tryg". Det er ikke tilfældigt, at John Deere i mange år har sagt: "Pålidelighed er vores styrke".