Vi har allerede planlagt at invitere især de mindre pengeinstitutter til en række informationsmøder, hvor vi vil forklare dem om konsolideringsmodellen, og at det er en god investering for den enkelte mælkeproducent, siger Arlas bestyrelsesformand, Ove Møberg.

- Vi skal simpelthen ud og forklare, hvad det her er for noget, for det ser ud til, at der er nogle af de mindre pengeinstitutter, som ikke helt forstår det, siger Ove Møberg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han mener til gengæld, at de større pengeinstitutter er helt med på, hvad konsolideringen går ud på, og at de bakker op om Arlas strategi.

Det handler om likviditet

Ove Møberg er udmærket klar over, at netop forholdet til bankerne er af stor betydning, og at den enkelte mælkeproducents forhold til banken for tiden handler meget om likviditet.

- Det handler faktisk kun om likviditet. Det er også derfor, vi skal forklare meget tydeligt, at der er tale om en god investering for den enkelte, siger han.

Han kalder konsolideringen forretningsmæssigt fornuftig, selvom ejerne er pressede.

- Der vil altid være landmænd, der er pressede. Der er hele tiden landmænd, som er i udvikling og har svært ved at afse likviditet, tilføjer næstformand Åke Hantoft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Spørgsmålet er ganske enkelt, om vi har råd til at lade være. Jeg mener, at vi er nødt til at gå fremad, siger Ove Møberg.

Tilbagebetaling på fem år

De seneste otte år har Arlas konsolidering ligget omkring 5-7 øre pr. kg mælk. Det stiger nu 4-6 øre pr. kg mælk til et niveau, som ventes at ligge omkring 11 øre.

Arla forventer, at investeringen vil give den enkelte andelshaver et afkast på mellem 13 og 23 procent af investeringen. Det betyder, at en konsolidering på 11 øre pr. kg mælk vil være tilbagebetalt over fem år samlet set, men selvfølgelig med forskel på den enkelte investerings tilbagebetalingstid.

- Og det er helt i tråd med det afkast, som vi historisk har præsteret, siger administrerende direktør Peder Tuborgh.

For at kunne følge ambitionerne tæt, vil Arla også løbende følge, om andelshaverne faktisk får den forrentning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor arbejder vi også med at kunne måle, om vi skaber værdiforædling, siger Peder Tuborgh.

Koncernøkonomichef Frederik Lotz tilføjer, at Arla har haft en klar strategi i to år, og at der nu kommer meget mere troværdighed om strategien, fordi finansieringen er på plads med vedtagelsen af den øgede konsolidering.