En femtedel af regeringens milliardhjælp til landbruget går til de midt- og vestjyske landmænd. De får samlet en lettelse i jordskatter på omkring 200 millioner kroner. Det skriver P4 Midt og Vest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge tal fra Kommunernes Landsforening, så er Ringkøbing-Skjern den kommune i landsdelen, hvor landmændene scorer mest på ordningen.

Det kommer ikke til at gå ud over de fattige landkommuner, at landmændene nu får halveret deres jordskatter. Det lover Venstres erhvervsskatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

- Ikke bare vil staten kompensere kommunerne for tabet i indtægter fra landmændenes jordskatter. Det skal også ske på en sådan måde, at pengene krone for krone går tilbage til netop de fattige landkommuner, der mister flest penge, siger Torsten Schack Pedersen til P4 Midt og Vest.