Madforgiftningsbakterien Clostridium perfringens kan give problemer i svinebesætninger.
I Sverige har organisationen PIG, Praktiskt Inriktade Grisförsök, gennem obduktioner af døde smågrise fundet ud af, at Clostridium perfringens er dødsårsagen i 37 procent af de tilfælde, hvor de døde grise har haft akutte tyndtarminfektioner.
Bakterien forekommer i tarmen hos mange dyr og findes ofte i jord og på grønsager. Bakterien har en delingstid i mad på 12 minutter og er derfor særdeles formeringsdygtig.
I Danmark følger virksomheden Jorenku i Sorø de svenske resultater for at tilpasse sit produkt Staldren til udviklingen på bakterieområdet.
- Vi har fået testet Staldrens effekt på Clostridium perfringens hos Steins Laboratorium. Resultatet af testen viser, at produktet bekæmper madforgiftningsbakterien hurtigt og effektivt, siger Johnni Pedersen, direktør i J. N. Jorenku, der samtidig forklarer, at bakterietilvæksten kommer fra grisens nærmiljø i stalden.
Under tællegrænsen på én time
- Clostridium perfringens var neutraliseret efter en time. Efter to døgn var der stadigvæk intet spor af bakterien i væsken, siger Mette Larsen, der er bromatolog hos Steins Laboratorium.
Staldren er ifølge Jorenku et ufarligt pulverpræparat, som strøs ud i stalden, ikke mindst på udsatte steder. Det kan for eksempel være omkring foder og drikkeautomater, hvor fugt giver bakterier gode vækstbetingelser.
Staldren er ph-neutralt, gør ingen skade på miljøet og kan anvendes til alle dyrehold, siger Jorenku. I foråret modtog Staldren guldmedalje på den polske nationale landbrugsudstilling.