Abonnementsartikel
Afrikansk svinepest i Kina har medført, at antallet af søer næsten er halveret. Det vil medføre stærkt faldende svineproduktion i Kina og dermed øget import af svinekød de næste tre-fire år, forudser chefkonsulent i Seges Erhvervsøkonomi.
Høje svinekødspriser og dermed stor fortjeneste til svineproducenterne vil formentlig medføre et stærk pres på at genetablere svineproduktionen. Derefter kan vi risikere at komme i samme situation som minkavlerne med en lang periode med lave priser, forudser Finn Udesen, chefkonsulent i Seges.
- Det er vanskeligt at få det fulde overblik over konsekvenserne af Afrikansk svinepest i den kinesiske svinekødssektor. Der er manglende tillid til, at de officielle data er fyldestgørende og det giver grobund for mange spekulationer om, hvordan forholdene reelt er. Kina har tidligere i forbindelse med store produktionsnedgange som følge af sygdomme og miljølove vist, at de hurtigt har fået svineproduktionen reetableret. Det skyldes, at der har været vacciner og medicin i værktøjskassen til at kontrollere situationen med. Det er der ikke mod AFS, her var kineserne øjensynligt ikke forberedt på, hvordan sygdommen skulle kontrolleres og dermed gik der omkring ni måneder, inden de fik etableret kontrolsystemer til at begrænse smittespredningen, siger Finn Udesen, Seges Erhvervsøkonomi.