I medierne tales der meget om velfærd.

Der er velfærd for de ældre, for de syge, for de handicappede, velfærd i skolerne og velfærd på arbejdspladsen. Der er som regel bred enighed om at man skal arbejde på at forøge velfærden for alle grupper. De fleste kan blive enige om, at velfærd er noget der koster penge, og at det er noget man er nødt til at investere i.

Lidt anderledes kan det godt lyde når snakken falder på dyrevelfærd, og i særdeleshed når det foregår via de sociale medier. Straks deles den digitale debat i to lejre. Dem der egentlig bare synes, at alle der har dyr er en flok idioter, og så de andre (som landmænd m/k), der synes at den anden lejr er en flok lallende hippier, der ikke aner hvad de snakker om.

En flok forvirrede forbrugere

Tilbage sidder flok forvirrede forbrugere der ikke aner, hvad de egentlig skal forholde sig til. For det lyder sørme da ikke rart med de der bur-grise, og at man jævnligt støder på artikler med grimme skader hos slagtesvin. Der er dyreværnssager, hvor det hele sejler fordi en stakkels landmand er knækket psykisk og ikke har magtet tingene. Og så er der gylle-udslip, pesticid-fund og bierne der dør. Men behøver man mon blive helt veganer, eller kan man redde verden sådan lidt de dage man har tid, købe lidt plantefars og mandelmælk?

Det er super nemt at sidde i vores ende og være hamrende træt af veganer-aktivisterne, Anima's kampagner, og ikke mindst de nærige forbrugere, der hyler op om dyrevelfærd. Alt imens de læsser deres regnskovs-udryddende kokosfedt i kurven, ved siden af den billige tyske kødpølse som ungerne insisterer på at få. Moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Giver bedre priser bedre velfærd?

Men et sted i midt i mellem bør vi som landmænd måske lige trække håndbremsen og være de voksne?

Vi ved alle sammen godt, at hvis vi kan få fem kroner mere per kg gris, så ville vores budgetter da sandelig se noget bedre ud. Men vil vi ikke også producere løs mens priserne er gode? Fylde staldene helt op, og sørge for at øge produktionen i videst muligt omfang? Selvfølgelig vil vi sørge for, at få tjent ind mens priserne topper, så vi har lidt på kistebunden, til når kurverne falder igen. Det er jo det vi altid har lært. Det er det bankerne og de kloge konsulenter råder os til. Sørg for at løbe lidt ekstra søer, måske lade slagtesøerne tage en tur mere, så længe der er forventning om højere priser.

Men holder det så? Argumentet med at hvis bare forbrugerne ville betale mere, så kunne vi også lave bedre forholde for grisene? Jeg har endnu til gode at møde den kollega der siger, at når priserne er høje, så kører vi med 80 procent belægning, for vi kan jo tjene den samme årsløn med færre dyr, og dyrene har godt af den ekstra plads.

Vi skal vise forbrugerne, hvad vi gør

I stedet for at skyde skylden på forbrugerne, så lad os bruge krudtet på at få formidlet hvor pokkers dygtige vi egentlig er til at lave grise og drive landbrug i Danmark.

Vi kommer aldrig til at overbevise en flok veganere om at de skal spise kød. Så glem dem, de kan ties ihjel. Hvis ikke de har nogen at diskutere med, så kommer de ikke til at fylde så meget i debatten som de gør nu. Deres indlæg er altid alenlange med 1200 kommentarer, der primært består af de samme argumenter, fra begge lejre, formuleret på 1200 forskellige måder.

Dem vi skal have fat i, er de forbrugere der bliver forvirrede over al den blandede information der kommer fra alle retninger. Vi skal have snakket med dem og vise hvad det er vi gør, både rent praktisk, men også i forhold til forskning. Vi skal have dem til at indse, at selvom vi ?bare? er ude på at tjene penge, så har vi alle fokus på at få vores dyr til at trives og dermed yde deres bedste. Vi ved jo alle sammen godt, at de dyr der ikke trives, dem tjener vi ingen penge på.

Sager som den med at der dør 25.000 smågrise om dagen i Danmark, det lyder jo helt sygt, hvis man ikke kender baggrunden. Især hvis man kommer fra en hverdag hvor man har ét kæledyr, som man da gladelig ville ofre både 5 og 10.000 kroner på at holde sund og raskt.

Glæden i stalden smitter

Vi skal have forklaret forbrugerne, at velfærd er hele kernen i vores produktion. Vi skal forklare dem, at man ikke vælger et liv som svineproducent, medmindre man virkelig nyder det daglige arbejde med dyrene. Den ro man har i de stille stunder, hvor der er tid til at nyde udsigten fra traktoren, en stille morgen, eller glæden ved at gå igennem en stald og se hundredvis af dyr der trives, vokser og ser sunde og tilpas ud. De skal kende til vores frustrationer og bekymrede samtaler når dyrene rammes af sygdomsudbrud. Samtaler med dyrlæger og dyrt købte konsulenttimer, og glæden når det lykkes at rette produktionen op. De skal kende stoltheden over at se sine elever klare sig godt, eller når ens børn måske vælger at træde i vores fodspor. Fornøjelsen ved at se sine medarbejdere skrive og forsvare vores erhverv på nettet, og se den ansvars- og ejerfølelse der ligger hos de gode medarbejdere.

De gode historier

Vi skal have gang i de gode historier, dem der viser, hvor meget vi egentlig gør for at øge velfærd og effektivitet. De historier der viser at de to ting sagtens kan forenes.

Velfærden arbejder vi på i hele tiden, dét er den gode historie. Det er den der gør os som svineproducenter glade og giver os selv velfærd og faglige stolthed. Det giver vores medarbejdere en god hverdag, hvor de ikke skal være bange for at fortælle, at de er en del af landbruget. Det er den der gør, at vores naboer holder af os, og nyder at have en hjælpsom bondemand lige ved siden af. Én der kan fikse lidt af hvert. En som har hø og halm til ungernes kaniner og en traktor, hvis der skal flyttes en bunke haveaffald. Bondemanden m/k som altid vinker og smiler når man kører forbi, og som er aktiv i lokalsamfundet.

Dét er velfærd?