En gyllevogn i dag er for det meste udstyret med læssekran, eller også er den så stor, at den kan tage ét læs fra en lastbil. Men sådan er det ikke nødvendigvis hos Bejstrup Maskinstation.

De fleste nyere gyllevogne er i dag udstyret med læssekran, så de kan fylde sig selv, eller også er de så store, at de kan indholde ét læs fra en lastbil. Sådan er det også på de fleste gyllevogne hos Bejstrup Maskinstation, men på to af deres mange gyllevogn finder man ikke læssekranen på toppen, og de har ikke plads til et helt læs fra en lastbil.

Disse to gyllevogne kører på gammeldags vis, hvor der er en pumpetraktor med. Gyllevognene er begge PG25 og har kørt hos Bejstrup Maskinstation siden 2016, hvor pumpetraktoren har været med på slæb siden. Men det var ikke her, det startede.

- At køre med gyllevogne uden læssekran er ikke en ny opfindelse - det var jo sådan, vi kørte gylle ud til at starte med. Her var en form for pumpe - enten en mobil pumpe eller en stationær pumpe ved gyllebeholderen, fortæller Kim Kold Kristiansen, medindehaver af Bejstrup Maskinstation.

Fortsætter de gamle vaner

Hos Bejstrup Maskinstation er de ikke gået helt væk fra de gamle vaner, og derfor er det stadig muligt at se de to PG25 gyllevogne og pumpetraktoren i aktion i det nordjyske.

Det er et bevidst valg, at man beholdt et sæt, som består af to gyllevogne og en pumpetraktor til udbringning af gylle hos Bejstrup Maskinstation.

For mere end 20 år siden købte Bejstrup Maskinstation to UM gyllevogne og en traktorpumpe, som skulle afløse det tidligere sæt, der bestod af to SAK gyllevogne.

- Jeg mener, at det var i 1998, vi købte sættet med de to UM vogne, mens vi før kørte med to SAK vogne og en traktorpumpe. Så det er ikke noget, vi har fundet på de sidste par år, forklarer Kim Kold Kristiansen.

rich-media-1
De to gyllevogne kører altid sammen for at udnytte traktorpumpen. Foto: Emil Samsø Møller.

Vægten på tårnet

Det er ikke vægten på tårnet, der er afgørende for efterspørgslen af de to vogne. For tårnet vejer omkring 1.500 kilogram. En af de ting, der kan være afgørende, er den konstante omrøring af gyllebeholderen under udbringning, da gyllepumpen også rører i tanken.

Der kommer altid to gyllevogne, da de to gyllevogne følges med traktorpumpen. Gyllevognen kan ikke køre uden traktorpumpen, og dermed er de bundet af hinanden.

- Der er ikke en bestemt grund til efterspørgslen af dette sæt af gyllevogne, men jeg tror, at både omrøringen og sikkerheden i, at der altid kommer to gyllevogne har betydning, fortæller Kim Kold Kristiansen.

rich-media-2
Tårnet kan eftermonteres, hvis efterspørgslen falder, og dermed kan gyllevognene benyttes på lige fod med de andre. Foto: Emil Samsø Møller.

Kommer ikke alle steder

De to gyllevogne og pumpen kommer ikke alle steder, da det skal give mening at stille pumpen op. Der skal være noget at køre efter, og logistikmæssigt skal der være plads til to vogne.

- Vi kommer ikke ud med sættet og kører 250 kubikmeter, der skal være noget mere at køre efter, da det skal stilles op, og traktoren med pumpen skal med på slæb. Vi kører for det meste med svinegylle, da det er bedst i forhold til pumpen og omrøringen. Omrøringen kan ikke holde gang i en 5.000 kubikmeter beholder, med kvæggylle og sand, fortæller Kim Hold Kristiansen.

Gyllevognene kører kun med slangebom og benyttes hovedsageligt i foråret til udbringning af gylle i korn og raps.

rich-media-3
New Holland TM165 står for pumpning af gylle i de to gyllevogne. Foto: Emil Samsø Møller.

Tårnet kan eftermonteres

Selvom der er valgt to gyllevogne uden læssekran hos Bejstrup Maskinstation, er det ikke nødvendigvis sådan, de bliver ved med at køre. Det er muligt at eftermontere læssekranen, og dermed bliver begge gyllevogne tilsvarende de andre vogne hos maskinstationen.

- Der er ikke tårn på, men hvis vi mener, at det bliver nødvendigt, eller at markedet for gyllevogne uden tårn forsvinder, så har vi mulighed for at eftermontere det, og så har vi to gyllevogne, der kan det samme som de andre PG25'er vogne vi har, afslutter Kim Kold Kristiansen.

rich-media-4
Når den ene kører væk, kommer den anden til. Dermed udnyttes pumpen best muligt. Foto: Emil Samsø Møller.