På trods af at Case IH RB 844 HD er med fast ballekammer, kan rundballepresseren producere baller med en diameter i intervallet 120-140 centimeter. Presseren har en 220 centimeter bred pickup, og den indbyggede snitter har 20 knive, og en teoretisk snittelængde på 52 millimeter.

Ballerne formes og komprimeres af 18 profilerede valser, og presseren kan leveres med pakkebord, så ballerne wrappes, inden de sættes af på jorden. Presseren er udviklet i Norge, og i udviklingen er der taget højde for, at presseren skal kunne håndtere fugtige afgrøder. Derfor anvendes der eksempelvis ikke traditionelle rullelejer men bøsninger ved de 18 valser. For at minimere risikoen for, at saft fra afgrøden trænger ind i bøsningerne, tryksmøres de fra et centralsmøreranlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvor net har en tendens til at filtre sig sammen med afgrøden, er det let at fjerne plastfilmen fra ballerne.

- Niels Pedersen, Case IH Danmark.

Til både net og film

Case IH RB 844 HD er udstyret til at kunne binde ballerne med enten traditionelt net eller med plastfolie. Maskinbladet mødte den røde presser med indpakker og Niels Pedersen, høstspecialist hos Case H Danmark, under en demonstration på Fyn. Her blev der presset afpudsning på en mark med rødsvingel.

- Vi startede med at binde ballerne med net, og er nu skiftet til folie. Rødsvinglen er kort og forholdsvist tørt, og her fungerer bindingen med folie bedst. Fordelen ved folien er, at det dækker ballerne helt ud til kanten, og derfor får vi nogle velformede baller, som er lette at pakke ind. Når ballerne bindes med plastfilm, kan vi gå fra otte til seks lag wrapfolie, uden at gå på kompromis med kvaliteten, forklarer Niels Pedersen.

Øger kapaciteten

Specielt i kraftige afgrøder, hvor wrapperen er den begrænsende faktor for presserens kapacitet, vil binding med folie give en markant forøgelse af kapaciteten.

Niels Pedersen påpeger samtidig, at binding med folie gør det lettere at anvende ballerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvor net har en tendens til at filtre sig sammen med afgrøden, er det let at fjerne plastfilmen fra ballerne, og samtidig får man kun en type affald at skulle håndtere, påpeger Niels Pedersen.

Skift fra net og til plastfilm tager kun nogle få minutter, og bindingen kan derfor let tilpasses kundens ønske.