Lyt til artiklen:

Sydbank vender landbrugsnedskrivninger til indtægt

00:00
Hastighed: ???x
01:50

Sydbank havde et tab på nedskrivninger generelt, men landbrugsafdelingen har i 2020 leveret ganske fornuftigt på netop det punkt.

I 2019 nedskrev banken for 78 millioner kroner i landbruget. Her gik det markant anderledes i 2020, hvor banken i stedet havde en indtægt på 219 millioner kroner på tidligere nedskrivninger på landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sydbank kommer ud af 2020 med et overskud på 1,02 milliarder kroner før skat. Det er 60 millioner kroner mindre end året før, hvor banken præsenterede et overskud på 1,08 milliarder kroner. Det fremgår af bankens årsrapport, der netop er udkommet.

Efter skat lander Sydbank et overskud på 799 millioner kroner.

Banken tilskriver nedskrivninger på udlån som den vigtigste faktor for det "skrumpede" overskud. Her havde Sydbank i 2020 en udgift på 47 millioner kroner mod en indtægt på lige under 100 millioner kroner i 2019.

Resultatet er dog stadig tilfredsstillende:

- Det er glædeligt, at vi efter et specielt år præget af corona kan levere et resultat helt oppe i den øvre ende af det senest udmeldte interval på 700-800 millioner kroner og samtidig leve op til målsætningen om at levere en egenkapitalforrentning i top tre blandt de største banker, siger administrerende direktør, Karin Frøsig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sin årsrapport skriver banken, at man i 2021 forventer at levere et større overskud mellem 850 millioner og 1,15 milliarder kroner. Det skyldes blandt andet overtagelsen af Alm. Brand og gennemførte tiltag på indlån og gebyrer.