Lyt til artiklen:

Vaskerobot mindsker støvgener og giver grundig vask i kyllingehuse

00:00
Hastighed: ???x
03:49

Ud fra devisen: lad robotten gøre det hårde og beskidte arbejde, har virksomheden WashPower udviklet en vaskerobot til kyllingehuse. Robotten letter det hårde manuelle arbejde, der er forbundet med nedvaskning af lofter, gavle og vægge mellem hvert kyllinghold.

Vaskerobotten blev første gang præsenteret på Nutrifair 2020 for en række interesserede kyllingeproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har haft god succes med vaskerobotter til svinestalde og har haft flere henvendelser fra kyllingeproducenter med ønsker om at udvikle en robot til kyllingehuse, der kan afløse det ofte hårde og opslidende arbejde med at vaske blandt andet lofter ned, fortæller Mogens Vestergaard, sælger ved Wash Power.

I øjeblikket vasker tre robotter i Danmark og tre i udlandet. Der ud over kører WashPower selv med demomodel.

- De tilbagemeldinger vi får fra kunderne fortæller, at de sparer 3-4 mandetimer pr. hus der skal vaskes, siger Mogens Vestergaard, sælger hos WashPower.

Speciale i nedvaskning

Hos Jydsk Tagmaling i Farsø har Anders Bo Larsen og Lasse Lund Søndergaard specialiseret sig i nedvaskning af kyllingehuse og svinestalde. I første omgang købte virksomheden én vaskerobot, men for nyligt har makkerparret investeret i endnu en robot.

Hvert år vasker Jydsk Tagmaling cirka 300 kyllingehuse. Hvert hus skal vaskes cirka syv gange om året mellem hvert hold kyllinger, så der skal bruges en del både vand, sæbe og mandpower.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den første vaskerobot blev købt i marts i år, så efter 10 måneders erfaring med robotten kan Anders Bo Larsen gøre status.

- Arbejdsmiljømæssigt er det en voldsom forbedring, vi bliver ikke på samme måde udsat for støv, som da vi tidligere gik rundt med spuler, vi skal ikke hele tiden kigge op i loftet for at vaske af, så der er ikke nær så meget slid på nakke, skuldrer og ryg, siger Anders Bo Larsen.

Hos Jydsk Tagmaling fylder staldrengøring 50 procent af omsætningen, mens den anden halvdel kommer ind på tagbehandling.

Vask om natten

De daggamle kyllinger bliver sat ind i kyllingehusene og efter 36-48 dage er de klar til slagtning. Når kyllingerne er fjernet fra stalden, bliver der muget ud og gjort klar til at vaskerobotten kan blive stillet op og programmeret i arbejdstiden. Selve nedvaskningen foregår typisk om natten, så huset er klargjort til næste morgen klokken syv, når folkene møder ind. I gennemsnit tager hver vask tre timer.

Skiftende vaskevinkel med et tryk på otte bar sikrer, at vandstrålen kommer omkring spær og forhindringer, og den indbyggede buffertank sørger for et optimalt vaskeflow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fordelen er, at vandet fra vaskerobotten har sat foderskåle, vandstrenge og gulve i blød i løbet af natten, så det er meget nemmere at gøre rent manuelt næste morgen, fortæller Anders Bo Larsen, indehaver af Jydsk Tagmaling, der har fire mand ansat til at vaske både kyllingehuse og svinestalde.

Vaskerobotten kan indstilles individuelt på computeren, så den kan vaske i alle typer kyllingehuse.

- Man kan have faste programmer plottet ind, så det passer til de forskellige huse afhængig af længe og højde, fortæller han og fremhæver brugervenligheden i programmeringen og opstillingen af robotten.

- Med en specialudviklet dyse kan vaskerobotten vaske helt ud på 12 meters afstand og i 360 grader, så alle flader og inventar bliver vasket grundigt, fortæller Mogens Vestergaard, WashPower.

- Værdien ved vaskerobotten, som vi ser det, er at den letter alt det tunge arbejde. Den giver medarbejdercomfort, fordi der ingen støvgener er forbundet med nedvaskningen. Robotten er grovvaskeren og mindsker støvet, når man efterfølgende skal i stalden og vaske inventaret af, siger Mogens Vestergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

WashPower har til huse i Roslev i Nordjylland og har specialiseret sig i vaskeløsninger til landbruget.