Danish Crown beskæftiger knap 23.000 mennesker, som repræsenterer 80 nationaliteter. Når man er en stor arbejdsgiver, har man et også et stort ansvar. Derfor støtter Danish Crown, der i dag er vært ved præsentationen af regeringens pensionsreform, ambitionen om en mere fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

- Når vores medarbejdere går på pension, skal de kunne løfte og lege med deres børnebørn. Fleksibel tilbagetrækning handler ikke kun om, at man skal have lov til at stoppe, hvis man bliver nedslidt. Dem, der starter tidligt med fysisk hårdt arbejde, skal have lov til at stoppe, før de bliver nedslidt. Derfor støtter Danish Crown regeringens ambition om at skabe et mere fleksibelt pensionssystem, så vi kan bidrage til at give vores medarbejdere en ordentlig afsked med arbejdsmarkedet, siger Group COO i Danish Crown, Preben Sunke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slagterifaget er ét af de få fag, der er tilbage på det danske arbejdsmarked, hvor man kan komme ind med sit afgangsbevis fra folkeskolen i hånden og få et godt job med en løn, der kan forsørge en familie med et hus og en bil i garagen.

Det betyder, at mange påbegynder arbejdslivet tidligere end resten af arbejdsmarkedet:

- Mange i slagterifaget går i løbet af arbejdslivet fra ufaglært til faglært. I Danish Crown er vi stolte af hver og en. Det betyder også, at vi har mange medarbejdere, der har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet. Derfor mener vi også, at det er fair, at dem der er startet meget tidligt, også får lov til at trække sig tilbage tidligere, end hvad der gælder på resten af arbejdsmarkedet, siger Preben Sunke.

Danish Crown præsenterede i 2018 virksomhedens bæredygtighedsstrategi, hvor "gode jobs til alle" er én af fem prioriteter.

Fokus ligger blandt andet på øget automatisering, hjælpemidler samt hyppige skift for at undgå nedslidning:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi gør allerede meget for at undgå nedslidning. Men arbejdet fortsætter. På flere slagterier har vi blandt andet ansat en psykomotorisk terapeut, som hjælper med at sikre gode fysiske arbejdsrutiner over hele linjen. Vi har som arbejdsgiver et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at undgå nedslidning, og det er et ansvar, som vi påtager os med stolthed, siger Preben Sunke.